Teknovation Logo
robot

 
  • Migatronics bestyrelsesformand Peter Roed træder i forbindelse med den kommende ordinære generalforsamling i selskabet tilbage, efter at han i 49 år har været en markant skikkelse i den nordjyske koncern.

2. april 2020, kl. 09:58 

Peter Roed forlader bestyrelsesformandsposten

Hovedaktionær, og mangeårig administrerende direktør i Migatronic A/S, Peter Roed har besluttet sig for at forlade bestyrelsesformandsposten i selskabet, og videregiver stafetten til yngre kræfter.


Efter den kommende generalforsamling skal medarbejderne hos svejsemaskineproducenten Migatronic vænne sig til, at der mangler en markant skikkelse i hverdagen.

Peter Roed, som de seneste 49 år har stået i spidsen for den nordjyske virksomhed, først som administrerende direktør frem til 2012 og senest som bestyrelsesformand, har valgt at træde tilbage og gå på pension.

Migatronic blev stiftet i 1970, og året efter blev Peter Roed ansat. Han har dermed været med på hele turen fra den spæde start i en privat garage til multinationalt selskab med udviklingsafdeling og produktion i Fjerritslev, automatiseringsafdeling i Aabybro samt datterselskaber i hele Europa og produktion i Kina og Indien.

"Det har været et spændende udvikling med mange udfordringer, teknologisk men også markedsmæssigt. Vi er gået fra at producere nogle få maskiner i et nedlagt hønsehus til at eksportere til hele verden, og fra at lave svejsemaskiner med transformatorer, til at de nu bliver styret af software. Der er mange – også her i Fjerritslev – der har været med næsten hele vejen, og jeg vil gerne sige tak til alle dem, der har været med til at gøre det muligt," siger Peter Roed.

I 2012 overlod han direktørposten til yngre kræfter, og overtog i stedet posten som bestyrelsesformand. Nu hvor fødselsattesten viser 76 år, og Migatronic samtidig kan fejre 50-årsjubilæum, er det tid til at sætte punktum:

"Vi har brugt efteråret på at udarbejde en ny ambitiøs strategi, som skal sikre, at Migatronic fortsat er blandt verdens førende producenter af svejsemaskine. De første måneder af året viste allerede resultatet af strategien, og vores salg af svejsemaskiner voksede kraftigt, og selv om vi også er ramt af nedlukningen i forbindelse med Corona-virussen, er jeg helt tryg for virksomhedens fremtid. Den nye strategi rækker flere år frem i tiden, og derfor er det et helt rigtigt tidspunkt til at give stafetten videre og lade en ny formand køre den i mål," siger Peter Roed, der dog fortsætter i bestyrelsen i datterselskabet Migatronic Automation, som ligger i Aabybro.

Fremover skal tiden bruges på de tre børnebørn, fruen, rejser og fritidsinteresserne, og samtidigt fortsætter han sammen med familien som aktiv ejer af Migatronic.

Beslutningen træder i kraft efter generalforsamlingen 23. april, hvor bestyrelsen indstiller den eksterne kandidat Frank Lorenz til posten som bestyrelsesformand.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik