Teknovation Logo
robot

 
  • Der er rift om ingeniører og andre vidensarbejdere med STEM-kompetencer, og mange bliver kontaktet af headhuntere.

11. februar 2020, kl. 10:57 

Headhuntere sværmer om ingeniørerne

Inden for de seneste 12 måneder er flere end 6 ud af 10 privatansatte IDA-medlemmer blevet prikket på skulderen af en headhunter eller anden virksomhed.


Vidensarbejdere indenfor IT, teknologi og naturvidenskab er en mangelvare i store dele af dansk erhvervsliv, dokumenterer aktuel undersøgelse blandt flere end 17.000 privatansatte medlemmer af IDA. Her svarer 61 procent, at de er blevet kontaktet af en headhunter eller en anden virksomhed med opfordring til at skifte stol inden for det seneste år.

Tallet overrasker ikke Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA:

”Manglen på vidensarbejdere indenfor IT, naturvidenskab og teknologi er desværre ikke et nyt fænomen. Vi har advaret om den i årevis, og disse flaskehalse på eksempelvis ingeniørernes arbejdsmarked gør, at virksomhederne må gå på jagt hos hinanden. Det er naturligvis fede tider for vores medlemmer, men vi ved også fra andre undersøgelser, at virksomhedernes rekrutteringsproblemer har alvorlige konsekvenser. Manglen på viden og kompetencer betyder, at nogle virksomheder må afvise nye ordrer, droppe udvidelsesplaner eller outsource til de lande, hvor kompetencerne findes,” siger Morten Thiessen.

Undersøgelsen viser også, at headhunterne er flittige i særligt IT- og telebranchen. Blandt de privatansatte IDA-medlemmer, som arbejder i IT-branchen, er 73 procent blevet headhuntet eller forsøgt headhuntet i løbet af de seneste 12 måneder.

Morten Thiessen forstår virksomhedernes behov for at hyre erfarne medarbejdere, men han opfordrer dem også til at tage ansvar for at klæde de kommende generationer af ingeniører, scient.er og IT-specialister på:

”Det er paradoksalt, at samtidig med, at virksomhederne plukker medarbejdere fra hinanden, er der en gruppe dimittender, der må gå ledige i en længere periode, inden de lander deres første job. Det er dem, der fylder i ledighedsstatistikken. Dem kunne flere virksomheder godt fokusere mere på, når de rekrutterer. Det er korrekt, at erfaringen ikke er der endnu. Til gengæld får virksomhederne nogle unge, kreative kræfter ind med den nyeste viden, som de selv kan være med til at forme,” siger han.

”Vi kommer heller ikke uden om, at Danmark skal blive bedre til at tiltrække og fastholde specialister fra udlandet. Selvom vi heldigvis uddanner flere inden for STEM-fagene, så kan vi ikke mætte virksomhedernes behov selv. Derfor skal vi blive bedre til at fastholde de vidensarbejdere, vi får lokket hertil og blive meget bedre til at fastholde de udenlandske dimittender, der har taget deres uddannelse i Danmark, som er faldet til og ønsker at blive her. Alt for mange af dem forlader os, selvom vi har så hårdt brug for dem,” siger Morten Thiessen.

IDAs lønstatistik viser, at 18 procent af IDA-medlemmerne på det private område skiftede job i 2019 – enten inden for den samme virksomhed eller til en anden virksomhed.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik