Teknovation Logo
robot

 
  • Det aktuelle forskningsprojekt vil stille skarpt på kritiske metaller som kobolt, hvor verdens største producent er Den Demokratiske Republik Congo.

23. januar 2020, kl. 14:12 

Danmarks Frie Forskningsfond stiller skarpt på kritiske metaller

Med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond skal forskere skabe overblik over kritiske metaller til den grønne omstilling. Metallerne er på EU's liste over kritiske materialer, som kun udvindes i ganske få lande som Chile, Congo og Sydafrika. Lithium, kobolt og platin indgår for eksempel i vindmøller, brændselsceller og lithiumbatterier.


Over halvdelen af verdens litiumreserver findes i Chile, hvor jagten på det bløde metal skaber store konflikter mellem mineselskaber og det oprindelige folk. Metallet kobolt udvindes i det borgerkrigshærgede land Congo.

Begge metaller er afgørende bestanddele i eksempelvis batterier til elbiler, mens de miljøvenlige brintbiler bruger brændselsceller, som blandt andet er lavet af platin fra Sydafrika. Både kobolt og platin er på EU’s liste over kritiske materialer.

"Vi gør os afhængige af nogle metaller, som kun udvindes i ganske få lande. Samtidig er mange lande involveret i den globale værdikæde fra rå metaller til slutkomponenter. Så geopolitiske forhold vil få stor betydning," vurderer professor på Institut for Kemi-, Bio- & Miljøteknologi ved Syddansk Universitet Gang Liu.

Han skal lede forskningsprojektet ‘Critical Ressource Bottlenecks & Constraint Aware Pathways towards 100 percent Renewable Energy in Denmark’, som netop har fået støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.

I projektet skal forskerne afdække mulige flaskehalse i adgangen til de kritiske metaller i omstillingen til 100 procent vedvarende energi og CO2-neutrale samfund.

"Vi skal både opstille forskellige mulige scenarier for de kritiske metaller og alternativer og mulige løsninger på flaskehalse," fortæller Gang Liu.

Forskningsprojektet skal hjælpe politikere og industri med at finde svar på, hvordan omstillingen til vedvarende energi undgår at ødelægge miljøet i Chile, Congo og Sydafrika. Det skal også pege på erstatninger, hvis metallerne bliver så dyre, at omkostningerne bliver et problem.

Et redskab, som sandsynligvis vil komme i spil, er mere genanvendelse. Men forskerne vil også afdække udfordringer med de rest- og affaldsprodukter, som den vedvarende energi producerer.

Hvad gør man for eksempel med en gigantisk vindmølleturbine, som er brugt op? Det er der i dag ikke ret mange teknologier til at håndtere, påpeges det ved forskningsprojektets påbegyndelse. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik