Bjarne Tvede er udnævnt til administrerende direktør for ABB i Danmark pr. 1. januar 2020, hvor han afløser Claus Madsen, der er tiltrådt som administrerende direktør i ABB Power Grids Denmark A/S.
ABB Danmark meddeler, at den hidtidige chef for Motion, Bjarne Tvede, pr. årsskiftet også vil væretage hvervet som selskabets administrerende direktør, idet den hidtidige, Claus Madsen, er overgået til en funktion som administrerende direktør i ABB Power Grids Denmark, som er et selskab, der omfatter aktiviteterne, som ABB og Hitachi for et år siden indgik et Joint Venture omkring.
For Bjarne Tvede er det vigtigt at slå fast, at ABB’s kerneforretningsområder; grøn omstilling af energisystem og infrastruktur, energieffektivitet, industriel automation og digitalisering, fortsat er omdrejningspunktet for ABB’s forretning i Danmark:
”Det er et stærkt ABB, jeg overtager. Der er stor efterspørgsel på automation og løsninger til grøn omstilling. Med Danmarks ambitiøse klimalov, en industri med fortsat stort automations- og digitaliseringspotentiale og ABB’s førende teknologiportefølje er vi rigtig godt positioneret til at hjælpe vores kunder på den rejse,” fortæller han.
Ud over sin post som administrerende direktør vil Bjarne Tvede fortsat være ansvarlig for ABB-divisionen Motion, som omfatter energieffektive motorer, generatorer og drev.
51-årige Bjarne Tvede er opvokset i Århus, hvor han blev uddannet teknikumingeniør på Aarhus Teknikum. I dag arbejder han ud fra ABB’s kontor i Odense. Han har været ansat i ABB siden 1995, og har bestridt en række internationale poster, herunder som blandt andet Local Key Account Manager for et antal nøglekunder inden for blandt andet vindindustrien.