Teknovation Logo
robot

 
  • 102 millioner kroner til mere kapacitet på STEM-uddannelserne er en god vej at gå, mener IDA-formand Thomas Damkjær Petersen.

15. december 2019, kl. 09:39 

IDA: Vigtige STEM-uddannelser i fokus

Folketingets tiltag med millioner til kapacitetsopbygning og øget optag på de videregående STEM-uddannelser, er en god og nødvendig investering, mener IDA.


Med de udfordringer Danmark står overfor er det glædeligt, at uddannelses- og forskningsministeren sammen med aftalekredsen bag bevillingsreformen har valgt at udmønte 102 millioner kroner til mere kapacitet på STEM-uddannelserne, mener formanden for Ingeniørforeningen IDA Thomas Damkjær Petersen:

”Med den teknologiske udvikling, den stigende grad af digitalisering, og ikke mindst det øgede fokus på den grønne omstilling, er der ingen tvivl om, at vi skal prioritere disse uddannelser. Gør vi ikke det kommer vi ikke i mål, og derfor er den tidlige julegave fra Christiansborg mere end velkommen,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Der er fra virksomhederne allerede i dag en stor efterspørgsel på ingeniører, naturvidenskabeligt uddannede og it-professionelle, og det er desværre ikke en efterspørgsel, der umiddelbart forsvinder, mener IDAs formand.

”En prognose fra den teknologiske alliance Engineer the Future viser, at Danmark vil mangle 10.000 STEM-uddannede i 2025. Med denne viden i baghovedet er det derfor problematisk, at ansøgere afvises på netop STEM-uddannelserne. Derfor er dagens udmelding glædelig, og et skridt i den rigtige retning. Forhåbentlig kommer der yderligere fokus på at unge, der søger mod disse uddannelser, møder en åben dør og ikke en lukket dør,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Da de seneste tal for optaget til de videregående uddannelser kom i august, gik det samlede optag på ingeniøruddannelser tilbage, og flere kvalificerede ansøgere kom ikke ind på studiet.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik