Teknovation Logo
robot

 
  • Succesen med Girls Day in Science har godt fat i uddannelsessøgende piger. (Foto: Hempel)

20. september 2019, kl. 06:42 

Over 3.200 til Girls Day in Science

Girls’ Day in Science, der skal inspirere piger til naturvidenskab og teknologi, er mere populær end nogensinde før. De cirka 1.700 deltagere i 2018 bliver i år til over 3.200.


Girls’ Day in Science er blevet et tilløbsstykke. Mens deltagerantallet er det højeste nogensinde, står virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer i kø for at invitere pigerne indenfor til en dag i naturvidenskabens og teknologiens tegn. I alt 61 arrangører åbner derfor i år dørene den 2. oktober, hvor kampagnen løber af stablen.

Særligt i Region Midtjylland har pigerne fået øjnene op for Girls’ Day in Science. Op mod halvdelen af alle deltagere kommer fra en grundskole eller et gymnasium i det midtjyske, og skal besøge de deltagende virksomheder i regionen og opleve, hvordan virkeligheden for en STEM-uddannet ser ud. STEM er en international betegnelse for uddannelser og jobs indenfor Science, Technology, Engineering & Math.

Girls’ Day in Science er med som et projekt i den nationale Teknologipagt, som på landsplan arbejder for flere unge på STEM-uddannelserne. Direktør i Teknologipagten Christian Vintergaard glæder sig over interessen for kampagnen:

”Vi vil gerne være med til at skabe mere begejstring blandt piger og kvinder for STEM. Og her er Girls’ Day in Science et stærkt eksempel på et projekt i Teknologipagten, som både flytter noget konkret ude i virkeligheden, men samtidig er med til at sætte nationalt fokus på udfordringen med, at piger og kvinder desværre stadig er underrepræsenterede i STEM,” siger Christian Vintergaard.

Evalueringer fra tidligere års Girls’ Day in Science viser, at halvdelen af de piger, der har deltaget, får mere lyst til at tage en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse. Girls’ Day in Science har altså stor betydning for, at flere unge kvinder vælger en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse – og dermed at virksomheder og organisationer i fremtiden får de medarbejdere og kompetencer, de efterspørger.

Girls’ Day in Science er arrangeret af Tektanken, som er landets største netværk for skole-virksomhedssamarbejde. Tektanken hører under Naturvidenskabernes Hus.

Det er i år syvende gang, at Girls’ Day in Science holdes. Virksomheder som Ørsted, Novozymes, Grundfos, Haldor Topsøe, Microsoft, Google, Dell, TDC Group, Hempel, Vestas, Netcompany og mange flere åbner dørene den 2. oktober. Også uddannelsesinstitutioner som fx Aarhus Universitet, DTU og Aalborg Universitet er med.

Tektanken er støttet af Fremstillingsindustrien under DI, Novo Nordisk Fonden, Nordea Fonden, Lundbeckfonden og Villum Fonden. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik