Teknovation Logo
robot

 
  • OnRobot-sortimentet tæller nu ni forskellige produkter, men tallet må meget gerne blive fire eller femdoblet inden for de kommende år, fortæller CEO Enrico Krog Iversen, OnRobot, i forlængelse med opkøbet af rettighederne til RAGNAR.

15. april 2019, kl. 10:18 

RAGNAR opkøbt af OnRobot

Rettighederne til robotteknologien bag den nordjyske robotløsning RAGNAR er blevet opkøbt af Odense-firmaet OnRobot, fordi fynboerne ser oplagte synergimuligheder med OnRobots produktsortiment. 12 robotudviklere fra det konkursramte Blue Workforce i Aalborg får samtidig ny arbejdsgiver.


Forhandlingerne mellem OnRobot og kurator for Blue Workforce er faldet på plads.

Det skete kun godt ti dage efter, at Blue Workforce blev taget under konkursbehandling som følge af en fejlslagen finansieringsrunde. Firmaet beskæftigede før konkursen 30 ansatte, og 12 af disse er nu beskæftiget hos OnRobot. 

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


OnRobot har overtaget alle designrettigheder til produkterne i Blue Workforce samt maskiner, lagerbeholdning og værktøj. Disse skal integreres i arbejdet i OnRobots udviklingsafdeling, som designer udstyr og gribeværktøjer til automationsløsninger med samarbejdende robotarme af alle fabrikater, også kaldet collaborative applications.

”Vi så en oplagt mulighed for at udbygge vores produktportefølje med nogle unikke teknologier og kompetencer inden for Soft Gripping og Vision Technologie, altså løsninger som kan håndtere sarte emner uden at beskadige dem samt kamerabaserede løsninger til inspektion på produktionslinjer," oplyser CEO Enrico Krog Iversen, OnRobot, og fortsætter:

"Vi forventer meget hurtigt at kunne skabe nye OnRobot-produkter med ingredienser fra de nordjyske opfindelser. Vi har ni forskellige produkter i dag, og i løbet af de næste 21 måneder vil vi gerne nå op på mellem 40 og 50 produkter, inden for gribere og sensorer og vision og alt hvad der ellers skal bruges for at udvikle og implementere Collaborative Applications. Så i slutningen af 2020 forventer vi at være klar med et komplet produktprogram med udstyr til kollaborative robotløsninger,” siger Enrico Krog Iversen.

12 dygtige robotudviklere hidtil ansat i Blue Workforce får dermed fra i dag, mandag 15. april, en masse nye kolleger, primært i Danmark, men også i Ungarn, Tyskland, Polen, Spanien, USA, Kina og Singapore. OnRobots filosofi er nemlig, at faktorer som geografi og logistik ikke skal stå i vejen for at rekruttere verdens bedste robotteknologi-udviklere. Udviklerteamet fra Blue Workforce kan derfor fortsat arbejde fra en lokal udviklingsafdeling i Aalborg.

Ansættelsen af udviklerne er sket i et forløb, hvor OnRobots CTO Niels Degn har mødt hver enkelt robotudvikler. Med de 12 nye kolleger tæller OnRobots samlede stab nu godt 145 medarbejdere globalt, hvoraf 50 er beskæftiget på hovedkontoret i Odense.

Ved udgangen af 2019 ventes medarbejderantallet at være vokset til 175 ansatte. Desuden udbygger OnRobot sit globale forhandlernetværk fra 200 til 1.000 forhandlere i løbet af de kommende år. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media