Teknovation Logo
robot

 
  • Ligesom i 2016 får FoodTech også i sin 12. udgave besøg af prins Joachim, der kommer forbi på næste torsdag, oplyser arrangørerne. (Foto: MCH/Lars Møller)

8. november 2018, kl. 12:42 

Royalt besøg på FoodTech 2018

Den 12. udgave af FoodTech, der holdes 13. til 15. november, byder både på udstillerfremgang og rekordmange aktiviteter, når messen tirsdag åbner dørene til tre dage med fødevareforædling i fokus i MCH-Messecenter Herning. FoodTech 2018 får også denne gang royalt besøg af prins Joachim.


Når FoodTech 2018 tirsdag i næste uge slår dørene op til den 12. udgave af fødevareteknologimessen, som foregår i MCH-Messecenter Herning 13. til 15. november, bliver det endnu en gang med udstillerfremgang.

I år står hele 308 udstillere klar til at fylde hallerne og fremvise deres billede af dagens fødevareteknologi, og dermed er opbakningen den største i mere end 10 år - og det vækker stor glæde hos arrangøren: 

"Vi glæder os over den store opbakning til FoodTech som hele branchens mødested, og vi er stolte over at kunne præsentere et stort udstillerfelt, der byder på etablerede såvel som nye udstillere. Det er ligeledes en stor fornøjelse at hallerne, foruden 308 veloplagte udstillere, også byder på rekordmange aktiviteter for de besøgende. Det tilsammen giver både udstillere og besøgende en fantastisk mulighed for at netværke, hente ny viden og få masser af inspiration," siger MCH-projektleder John Dørr Jensen.

Ligesom i 2016 kan FoodTech også denne gang glæde sig over royalt besøg, når prins Joachim, som er protektor for messen, torsdag lægger vejen forbi MCH Messecenter Herning og besøger udstillerne.

Den officielle åbning af FoodTech finder sted tirsdag morgen i det nye område Tech City, hvor MCH-direktør Georg Sørensen og Lone Ryg Olsen, der er CEO i Danish Food Cluster, vil holde taler og byde de mange udstillere velkommen.

Under åbningen offentliggøres også vinderen af innovationsprisen FoodTech Award, der overrækkes af Jens Adler-Nissen, formand for award-komitéen og professor i fødevareteknologi ved DTU. Prisen gives til den mest innovative og perspektivrige nyhed, og forud for messen har alle udstillere haft mulighed for at indstille deres produktnyheder til en fagjury. I år er 59 produkter godkendt og syv nomineret til den prestigefyldte pris.

Efter prisoverrækkelsen vil ordet blive givet videre til årets åbningstaler Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, der får æren af at åbne messen.

Foruden de mange udstillere byder FoodTech 2018 også på rekordmange aktiviteter. De besøgende fagfolk kan derfor se frem til at hente viden og inspiration i blandt andet koncepthallen Tech City, hvor foredrag, udstilling og ekspertsessioner suppleres med verdenskongressen om bæredygtigt vandforbrug IFC World Congress samt innovationskonkurrencen FoodTech Challenge & InnovateFood.dk, hvor 35 studerende og en række eksperter over tre dage vil finde løsninger på relevante problemstillinger fra branchen.

Foruden dette byder FoodTech også på fødevarekonkurrencen International Food Contest, hvor Danmarks bedste fødevareprodukter kåres, udstilling af de nominerede til ScanStar-prisen, et helt særligt FoodLab-område med laboratorieudstyr til fødevareindustrien samt konferencer om blandt andet hygiejnisk design, fødevarekontaktmaterialer og meget andet.

FoodTech 2018 finder sted 13. til 15. november i MCH-Messecenter Herning. Entré er gratis for fagfolk.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik