Teknovation Logo
robot

 
  • Plaststøberiet Kühn flyttede til Greve for 11 år siden på grund af vækst og pladsmangel. Her har virksomheden i de sidste fem år skabt vækst og flere arbejdspladser ved at digitalisere og automatisere produktionen og blandt andet indføre Leantavlemøder.

29. oktober 2018, kl. 10:03 

Kühn i Greve vokser med digitalisering

Det danskejede plastsprøjtestøberi Kühn i Greve har i de sidste fem år skabt vækst og arbejdspladser ved at digitalisere og automatisere produktionen og bruge Lean til at holde styr på alle processerne.


Virksomheden J.J. Kühn, i daglig tale blot Kühn, blev grundlagt i 1970 i Brøndby og beskæftiger i dag 13 medarbejdere. Virksomheden flyttede til Greve for 11 år siden på grund af vækst og pladsmangel. Her etablerede virksomheden en renrumsproduktion i 2010 for at kunne betjene markedet for medicinsk udstyr og farmaceutisk industri. Året efter blev naboejendommen tilkøbt på grund af firmaets vokseværk.

For nylig havde virksomheden besøg af Greves borgmester, kommunaldirektør, formand for Integrations- og beskæftigelsesudvalget samt Greves erhvervs- og turistchef. De fik sig blandt andet en snak om, hvordan plastsprøjtestøberiet er kommet godt gennem krisen blandt andet ved at deltage i et projekt med Væksthus Sjælland, der hedder ”Vækst via Ledelse”. I den sammenhæng har virksomheden især haft effektivisering af arbejdsgangebe med robotter i hele produktionen og øget produktivitet inden for fremstilling af forme og specialudstyr i plast i fokus.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Jeg bor selv i Greve og er glad for at drive virksomhed i kommunen. Det går godt for os, selvom vi skal være syv gange så hurtige for at kunne konkurrere med kineserne. I de sidste fem år har vi investeret én millioner kroner i træning og uddannelse af vores medarbejdere som en del af projektet ”Vækst via Ledelse” sammen med Væksthus Sjælland. Projektet har givet os inspiration og støtte til at sætte spot på muligheder og lægge en strategi og eksekvere på den for at skabe vækst og arbejdspladser. Det har vi gjort ved at digitalisere, automatisere samt sikre effektive arbejdsgange for eksempel ved at indføre Leantavlemøder hver morgen," fortalte medindehaver og direktør Jesper Damm på virksomhedsbesøget.

Her fik gæsterne fremvist hele værdikæden inden for plastsprøjtestøbning. De så blandt andet Kühns teknikfabrik og fabrikken med renrumsproduktion, der er skræddersyet til at leve op til de høje hygiejnekrav fra medicinalindustrien. Jesper Damm uddybede:

"Vi har satset på robotter og smarte IT-løsninger og trimmet virksomheden og fået gode resultater ud af det. Vi har haft en vækst på 30 procent de sidste fem år og skabt 10 procent flere arbejdspladser. Samtidig har vi skabt forudsætning for en vækst på mellem 100 og 500 procent og en vurderet vækst i reelle arbejdspladser på 250 procent.

Jesper Damm tilføjede, at virksomhedens største udfordring lige nu er at få matchmaking med de store virksomheder til at ske i praksis.

Det er særligt moderne teknologiske løsninger som visionkamera og onlinelevering og kommunikation via ’skyen’, som Kühn vil satse endnu mere på fremover. Et af de andre næste vigtige skridt for virksomheden er at blive endnu mere synlig over for de store kunder i markedet.

"Vi kæmper for at konkurrere med kineserne ved at satse på et digitaliseret produktionsapparat og ved at få flere kunder også af de store. Vi er godt rustet til det, da vi er stærke på innovation og agilitet i både udviklings- og produktionsfasen og tager ejerskab på hele processen fra A til Å. Vi vil gerne i dialog med både kommunen, ErhvervsCentret og andre erhvervsdrivende om, hvordan vi kan skabe flere danske arbejdspladser inden for vores branche. Vi er meget taknemmelige for, at Greve Kommune har gjort rammevilkårene bedre for os ved at komme med en ny planlovgivning for området, hvor vi driver vores forretning," understregede Jesper Damm.  


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik