Teknovation Logo
robot

 
  • Det er en god idé at gøre som i Sverige og få flere bachelorer i arbejde, fremhæver Ledernes chefkonsulent Christina Laugesen.

17. september 2018, kl. 11:41 

Gør som Sverige - bachelorer i arbejde

Alt for mange af de næsten 29.000 unge, der i år får studiekort til et universitet, bytter det først ud med et adgangskort til en virksomhed, når de har læst i mindst fem år og er blevet kandidater. Det skal der laves om på, mener Lederne.


Lederne finder det helt rigtigt, som uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers nu foreslår, at udvide det såkaldte retskrav. Retskrav er bachelorernes garanti for at kunne læse videre på en kandidatuddannelse, når de har fået deres bachelorgrad. I dag er bachelorer kun sikre på optag, hvis de starter umiddelbart efter deres bachelorgrad.

De tre år, som ministeren foreslår at udvide retskravet til, er dog for lidt, mener Lederne:

"Hvis bachelorer skal have en reel chance for at prøve kræfter med arbejdsmarkedet, inden de læsere videre, skal retskravet udvides til fem år," siger chefkonsulent Christina Laugesen, Lederne.

Det udvidede retskrav er et af seks forslag i udspillet ”Veje til et bachelorarbejdsmarked”, som Lederne offentliggør i dag. De seks forslag har alle har til formål at få flere unge til at tage et job, når de efter tre år står med en bachelorgrad fra universitetet.

Et andet af forslagene handler om at udvide muligheden for at læse en kandidatuddannelse på deltid ved siden af sit arbejde. Det er allerede muligt på forsøgsbasis under den såkaldte erhvervskandidatordning. Forsøget omfatter i dag 13 uddannelser men bør udbygges til at omfatte langt flere kandidatuddannelser. Det vil styrke vekselvirkningen mellem uddannelse og arbejdsmarkedet.

I Danmark er det kun 8 procent af de unge på universiteterne, som efter tre år går direkte ud på arbejdsmarkedet. I Sverige er det til sammenligning 80 procent inden for de tekniske og økonomiske fag, og godt halvdelen inden for de sproglige fag.

Mange af de stillinger på det danske arbejdsmarked, som i dag besættes af medarbejdere med en femårig kandidatgrad, kan uden videre varetages af medarbejdere med en treårig bachelorgrad. Derfor er det uhensigtsmæssigt, at de unge bliver fem år på universitetet samtidig med, at virksomhederne i den grad mangler kvalificeret arbejdskraft.

Når langt de fleste universitetsstuderende i dag vælger at læse i fem år i stedet for tre, skyldes det ikke mindst, at bacheloruddannelsen alene er designet til at være en trædesten til en kandidatuddannelse.

"Det skal vi have ændret på, så de studerende i langt højere grad ser sig selv som færdiguddannede og parate til at tage deres første job, når de efter tre år står med en bachelorgrad," siger Christina Laugesen.

Derfor foreslår Lederne at bacheloruddannelserne revideres, så de fungerer som selvstændige uddannelser:

"Samtidig skal uddannelsessystemet indrettes, så det bliver en fordel for de unge selv at komme hurtigt i arbejde. Derfor foreslår Lederne, at man som bachelor så at sige skal have noget uddannelse i baghånden til senere i livet. Det skal være muligt at tage et eller to år mere på universitetet for at opdatere sin viden og kompetencer i takt med, at verden og arbejdsmarkedet udvikler sig," siger Christina Laugesen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik