Teknovation Logo
robot

 
  • Så langt er byggeriet nået (billedet er fra juli 2018), hvilket betegnes som 46 procent færdigt.

15. august 2018, kl. 13:17 

Stort potentiale for ESS-kontrakter

Med ni procent af det samlede indkøb for 2017 til byggeriet af European Spallation Source, ESS, i Lund i Sverige, leverede danske virksomheder produkter og ydelser for 40 millioner kroner. Det gør Danmark til den tredjestørste kommercielle leverandør til projektet, men potentialet vurderes til at være en del større.


Byggeriet af European Spallation Source, ESS, i Lund i Sverige, tog sit første spadestik i 2014 og forventes at stå færdigt i 2022.

Danske virksomheder har i den forbindelse fået en del af de samlede indkøb til projektet, der i 2017 nåede op på 9 procent, hvilket er lig med leverede produkter og ydelser for omkring 40 millioner kroner til byggeriet, konstateres det i rapporten ESS Activity Report 2017.

Dette gør Danmark til den tredjestørste kommercielle leverandør til projektet, hvilket gør indtryk på projektleder i netværket BigScience.dk, som drives af DTU og Teknologisk Institut, Arne Jensen:

”Jeg synes, det er imponerende at Danmark slår lande som Frankrig, Italien, Schweiz og Storbritannien, som ellers har en meget stor erfaring som kommercielle leverandører til big science faciliteter,” siger han, og fortsætter:

”Selvfølgelig betyder det noget, at vi er så tæt på ESS, men jeg er overbevist om at de danske leverandører også vil kunne bruge deres kompetencer til at levere til andre faciliteter. Mange af de store, europæiske forskningsfaciliteter, som eksempelvis CERN, er placeret i Sydeuropa, og det har traditionelt set været virksomheder i nærområdet, der har specialiseret sig i at levere til denne type af organisationer, og har fået de lukrative ordrer.”

Ifølge projektlederen, så handler det om at kunne levere de specifikke ydelser og produkter, som faciliteterne efterspørger og samtidig kunne sætte sig ind i et udbudssystem, der ofte kræver et særligt kendskab til markedet:

"Byggeriet af ESS og den svenske røntgenfacilitet MAX IV, som også ligger i Lund, er med til at skabe et nærmarked for danske virksomheder, og jeg mener bestemt, at det danske potentiale er langt større end de nuværende 40 millioner, der svarer til 9 procent af det samlede indkøbsbudget for ESS i 2017, siger han.

Aktuel er næsten halvdelen af ESS-faciliteterne ved at være færdigbygget, og det betyder, at der stadig er mange opgaver og kontrakter at komme efter i de kommende fire år, før projektet forventes at være klart til drift i 2022. ESS får brug for en bred række af industrileverancer og har aktuelt blandt andet opgaver om løftesystemer, IT-udstyr og elektriske installationer i udbud, påpeges det.

Det samlede anlægsbudget er på 14 milliarder kroner og fordelt på tre hovedgrupper: Selve byggeriet, udstyrsbidrag fra samarbejdspartnere samt kommercielle indkøb. Svenske Skanska er hovedentreprenør på byggeprojektet, der har et samlet konstruktionsbudge. Foruden Skanska samarbejder ESS også med en række såkaldte in-kind leverandører fra hele Europa.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik