Teknovation Logo
robot

 
  • Til at administrere landeprogrammet, ansættes en programmanager, der skal varetage danske virksomheders interesser på MIT og drive aktiviteter, der markedsfører dansk erhvervsliv og dets styrker over for universitetets studerende og fakultetsmedlemmer.

14. august 2018, kl. 15:19 

Vil tiltrække MIT-studerende til DK

Dansk Industri og Industriens Fond ønsker at trække nogle af de bedste amerikanske studerende over Atlanten gennem et landesamarbejde med et af verdens førende tekniske universiteter, MIT i Boston.


Dansk Industri og Industriens Fond er gået sammen i et projekt, der skal tiltrække nogle af de bedste amerikanske studerende over Atlanten.

Dette skal ske gennem et landesamarbejde med et af verdens førende tekniske universiteter, MIT i Boston. Blandt andet skal der ansættes en programmanager i Boston til at varetage danske interesser.

Ønsket er at landeprogramet på sigt skal knytte dansk erhvervsliv tættere til MIT ved at tiltrække studerende til praktikforløb i danske virksomheder, bygge netværk og markedsføre Danmark som karrieredestination.

”Kampen om de klogeste hoveder er global. Derfor er det vigtigt at danske virksomheder i stigende omfang får adgang til teknologikyndige talenter fra nogle af verdens førende uddannelsesinstitutioner. Ligeledes vil det være en konkurrencemæssig fordel, hvis Danmark og dansk erhvervsliv får et endnu bedre renommé som både studie- og arbejdssted,” siger direktør i Industriens Fond, Mads Lebech.

Fonden har bevilliget i omegnen af fem millioner kroner til etablering og udvikling af det nye partnerskab med Massachusetts Institute of Technology.

Hos Dansk Industri er der også store forventninger til, at det nye initiativ kan gøre en forskel:

“Samarbejdet med MIT vil give danske virksomheder en solid platform i Boston, hvorfra der kan tiltrækkes højt kvalificerede medarbejdere samt knyttes partnerskaber med det lokale erhvervsliv og det stærke forsknings- og uddannelsesmiljø i regionen,” siger COO i Dansk Industri, Thomas Bustrup, der blandt andet sidder med ansvaret for brancheorganisationens mange internationale aktiviteter.

Med den lokale repræsentation på MIT er håbet, at danske virksomheder får en god indgang til at komme i kontakt med kandidater, der har de kompetencer, der er så stort behov for i dansk erhvervsliv. I praksis starter det nye landeprogram op i forbindelse med det nye studieår her i efteråret.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik