Teknovation Logo
robot

 
  • I over 20 år har Henning Forbech fungeret som konsulent for virksomheder i forhold til udvikling af produktionsudstyr og mekaniske løsninger. Nu har han selv udviklet og produceret et produkt til industrien.

2. maj 2018, kl. 07:32 

Dansk 3D-printet værktøjsveksler til Cobots

Den danske ingeniør og opfinder Henning Forbech har ansøgt om patent og oprettet et selskab til markedsføring, salg og produktion af en værktøjsveksler, han har konstrueret og udviklet til kollaborative robotter blandt andet efter deltagelsen i et MADE-projekt.


Henning Forbech, der er uddannet maskiningeniør fra Aarhus Universitet, har siden 1996 være selvstændig konsulent og i dag indehaver af firmaet 4TECH, der hjælper virksomheder med at udvikle mekaniske løsninger, robotløsninger og produktionsudstyr.

Den innovative værktøjsveksler er designet med en række indbyggede og avancerede funktioner blandt andet en lukkemekanisme til at koble sig på værktøjet. Ligesom den er udviklet til, at strømforsyning, trykluftstilførsel og sensorer kobles til værktøjet automatisk.

I udviklingsfasen lejede Henning Forbech selv en robotarm og satte den op hjemme i sin lejlighed. Da han havde lært at programmere robotten, begyndte han at afprøve værktøjsskifteren, der kørte dag og nat og skiftede værktøj mere end 100.000 gange uden at den blev mærkbart slidt, påpeger han.

"Det er endt med at gå meget bedre, end jeg havde forventet. Jeg er kommet så langt i projektet, at jeg står med et færdigt produkt, som jeg kan begynde at sælge," siger Henning Forbech, hvis næste store skridt er for alvor at få markedsført og afsat produktet.

I MADE-demonstrationsprojektet fik han rådgivning om 3D-print og adgang til at printe de første prototyper af værktøjsveksleren.

"Det er sjældent, at vi ser et produkt, der fra bunden er designet til at skulle 3D-printes," lyder det fra , seniorkonsulent og specialist i industriel 3D-print hos Teknologisk Institut, Thor Bramsen, der har været partner for 4TECH på projektet, og tilføjer:

"Det er et yderst komplekst og kompakt produkt, som det kun har kunnet lade sig gøre at udvikle, fordi man har de designfriheder, som 3D-print-teknologien rummer. Det har Henning udnyttet til fulde i den her værktøjsveksler."

Se Henning Forbechs værktøjsveksler til kollaborative robotter i aktion, og hør om, hvad projektet kommer til at betyde for hans fortsatte karriere: Her


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik