Teknovation Logo
robot

 
  • Innovationsfondens investering på 6,1 millioner kroner udgør hoveddelen af totalbudgetet for det tre-årige projekt på 8 millioner kroner. Den officiel projekttitel er DETRIS – Detektion af eksplosiver med terahertz-stråling ved større afsta.

20. marts 2018, kl. 15:56 

Fra opdagelse af vejsidebomber til produktinspektion

Aalborg Universitet og virksomheden MyDefence er gået sammen om at udvikle ny teknologi, de mener har et stort potentiale fra stand-off-detektion af sprængstoffer, til en række anvendelsesmuligheder i industrien. Parterne har senest fået tilsagn om støtte på 6,1 millioner kroner fra Innovationsfonden.


Nærmere bestemt er der tale om projektet DETRIS, der omhandler teknologien Terahertz-spektroskopi, som betegner anvendelsen af det elektromagnetiske spektrum mellem mikrobølger og det infrarøde bånd.

Målet for AAU og MyDefence er i første omgang at udvikle værktøjer, så danske soldater i fremtiden kan foretage stand-off detektion af eksplosiver som de uhyggelige vejsidebomber bentyttet i konfliktområder.

Alvoren understreges i den danske indsats i Afghanistan, hvor næsten 2/3-dele af de danske faldne soldater har mistet livet på grund af improviserede sprængladninger som vejside- og selvmordsbomber.

Eksplosiver, der anvendes til vejsidebomber eller terrorangreb, har et unikt ”fingeraftryk”, som helt tydeligt kan identificeres ved brug af terahertz-spektroskopi. I dag er udfordringen dog, at eksisterende udstyr er for stort og for følsomt til at blive anvendt uden for laboratoriet, samt har været begrænset af kun at være i stand til at detektere eksplosiver fra få meter eller mindre.

"Eksisterende enheder som anvender terahertz-spektroskopi til at identificere f.eks. eksplosiver er begrænsede i et virkelighedstro miljø. Vi vil derfor sammen med Aalborg Universitet finde en måde at producere en bærbar løsning for en terahertz-spektroskopi enhed, som vil kunne bruges til stand-off detektion af eksplosiver, siger CEO hos MyDefence, Christian Steinø.

Terahertz-spektroskopi har mange potentielle anvendelsesmuligheder og kan f.eks. anvendes til produktinspektion i industrien, karakterisering af kemiske materialer, f.eks. tabletter og anden medicin, detektion af hudkræft, samt lufthavnssikkerhed ift. detektion af skjulte eksplosiver, våben og narkotika.

Projektet sigter nærmere bestemt mod at være med til at løse aktuelle udfordringer med terahertz-teknologien, som skal overkommes. Eksempelvis absorberes strålingen i vanddamp, hvilket påvirker rækkevidden for detektion. Erfaringerne fra Optik og Spektroskopi forskningsgruppen ved Aalborg Universitet sammen med viden og færdigheder fra ingeniørerne hos MyDefence, skaber den rette balance af kompetencer, som der er behov for til at overkomme aktuelle udfordringer og modne teknologien.

"For et par år siden fik MyDefence kontakt til fysikere ved Aalborg Universitet. MyDefence præsenterede os for deres vision om detektion af eksplosiver ved brug af terahertz-stråling. De havde nogle innovative ideer, og deres erfaringer med radar og RF teknologi er det rette supplement til vores fysikeres ekspertise inden for optik og spektroskopi," siger lektor ved Institut for Materialer og Produktion, AAU, Esben Skovsen.

Projektet skal konkret arbejde med et antal demonstrationer, livetests samt videreudvikling af identifikationsalgoritmer, i tæt samarbejde mellem forskere fra Aalborg Universitet og MyDefence, konstateres det.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik