Teknovation Logo
robot

 
  • Grundfos har løftet AM-teknologierne et niveau yderligere op, og kan nu udnytte materialer, som eksempelvis metaller, i andre sammenhænge end hidtil, hvilket igen åbner døre for at tilføje nye elementer i udviklingsarbejdet.

13. februar 2018, kl. 07:01 

3D-print løftet til næste niveau

Grundfos melder sig klar til at tage 3D-print til det næste niveau. Fra prototyper til produktion, AM-laboratoriet holder pumpekoncernen forrest i feltet.


Grundfos´ laboratorium for Additive Manufacturing, AM, åbnede officielt 1. september, og samler virksomhedens opbyggede viden inden for 3D-print, der har stået på i mere end 10 år.

Hvor det hidtil alene har været i forbindelse med prototyper, er AM-laboratoriet i dag årsagen til at Grundfos kan introducere flere materialer, herunder metaller, og det åbner for helt nye udsigter, fastslår Thorsten Brorson Otte, der er Manager i Advanced Manufacturing Engineering og en del af holdet i Grundfos´ AM lab:

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Når vi kan arbejde i flere materialer, som eksempelvis metaller, kan vi bruge det til at lave værktøjer, men også til at lave mere komplicerede komponenter og moduler til vores produkter, der blandt andet kan være med til at forbedre deres præstation," forklarer Thorsten Brorson Otte. Han suppleres af Anders J. Overgaard, der har arbejdet med prototyper hos Grundfos i mere end 30 år:

"Det har også en kæmpestor indflydelse på vores produktionstid. For 30 år siden tog det måske fire eller fem uger at fremstille en prototype. For 20 år siden var det mellem fire og fem dage. Nu kan vi gøre det på mellem fire og fem timer," forklarer han.

De seneste investeringer i 3D-print er også med til at bringe et smil på læben hos Stéphane Simonetta, Group Executive Vice President i Operations:

"Additive Manufacturing åbner nye muligheder for os i vores forretning, og giver os eksempelvis mulighed for at kunne levere komplicerede løsninger endnu hurtigere til vores kunder," lyder det.

Han understreger også, at netop evnen til at introducere ny, avanceret produktionsteknologi er noget af det, der giver Grundfos en konkurrencemæssig fordel i fremtidens varierede og udfordrende markeder.

"Samtidig kan vi introducere endnu flere varianter, og skabe skræddersyede løsninger i høj kvalitet."

'"Noget af det, vi virkelig ser frem til efter vi har foretaget en investering i vores kapacitet i 3D-print, er at få mulighed for at arbejde med mange flere materialer in-house som eksempelvis metaller. Det gør os i stand til at printe og producere dele, vi kan bruge i vores produkter, som vi ellers ikke ville kunne fremstille ved hjælp af andre processer. Eksempelvis kan vi med printteknologien fremstille emner i ét stykke, som ved andre fremstillingsprocesser ville være lavet i flere. Det giver øget robusthed og højner kvalitet og præstation," forklarer Thorsten Brorson Otte.

Han tilføjer, at 3D-print også udmærker sig ved at være særdeles ressourceeffektivt, da man ikke bruger mere materiale, end præcist det, der skal til for at printe et emne. Og at eventuelt overskudsmateriale for en stor dels vedkommende let kan genanvendes.

Printerens grønlige lysstråler blander sig med sollys fra vinduerne i laboratoriet, og arbejdet med at fremstille emnet skrider fremad. For hver tur, printerhovedet tager, bygges et nyt lag på emnet. Løberen er færdig efter knap 400 lag er lagt på. I de andre rum står de nye investeringer, der inkluderer et Dual Laser-system til print i metal, og yderligere et polymer print-system. De er dele af den vigtige investering, der har flyttet Grundfos frem forrest i feltet:

"I en industriel kontekst, er vi blandt frontløberne. Ikke mindst, når man ser på de selskaber, vi normalt sammenligner os med. Jeg er meget spændt på at fortsætte arbejdet med at udforske og udnytte de unikke muligheder, vi giver os selv med dette laboratorium," fastslår Thorsten Brorson Otte, og fortsætter:

"Fremtiden er sendt til print, og den indeholder såvel pumper som produktionsværktøjer, lige fra støbeværktøjer til robotgribearme. Hvis det kan designes, kan det printes."


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik