Teknovation Logo
robot

 
  • Seniorforsker hos DTU vindenergi og projektleder for samarbejdsprojektet, Hilmar Danielsen, DTU, håber at kunne medvirke til at gøre noget ved udfordringen med små revner i vindmøllelejer.

16. januar 2018, kl. 15:19 

Løsning skal forhindre dyre havarier

Et aktuelt projektsamarbejde vil nu gøre op med små revner i vindmøllelejer, der betragtes som den dyreste enkeltstående havaritype af alle vindmøllekomponenter. Innovationsfonden investerer 18 millioner kroner i projektet.


White Etching Cracks, WEC, er en særligt aggressiv og uforudsigelig havaritype, der forekommer i vindmøllelejer. WEC er indre revner, der i særdeleshed rammer lejer fra gearkasser, hovedaksler og generatorer. Dette kan forårsage havarier allerede efter mellem 1 og 10 procent af en vindmølles normale levetid og betragtes som den dyreste havaritype for alle vindmøllekomponenter.

Selv om der er blevet indført forbedringer til begrænsning af risikoen for WEC, har der indtil nu ikke været nogen kommercielt attraktiv måde at gardere sig helt imod WEC på, men det vil projektsamarbejdet WhiteWind lave om på. Projektets specifikke mål er at udvikle et WEC-modstandsdygtigt lejemateriale ved brug af nye overfladeteknologiske løsninger, der skal tilvejebringe et kommercielt konkurrencedygtigt alternativ til eksisterende vindmøllelejer, fortæller Hilmar Danielsen, seniorforsker hos DTU vindenergi og projektleder for projektet.

Det overordnede mål med projektet er at forhindre lejehavarier i multimegawatt-vindmøller ved at udvikle løsninger til WEC-havaritypen. Det omfatter blandt andet udvikling af kommercielle teknikker til overfladebehandling af lejer, forklarer Hilmar Danielsen.

På grund af den upålidelige holdbarhed, som har ramt vindmølleindustrien i mere end et årti, er der et presserende behov for specifikt at udforme lejematerialer, der er velegnede til vindmølleforhold. Det kræver, at materialet skal være holdbart over for meget dynamiske belastningsforhold, hvilket er problemet, der undersøges, understreger Hilmar Danielsen videre.

Ud over DTU Vindenergi er Expanite A/S (Danmark), Vestas Wind Systems A/S (Danmark), DTU Mekanik (Danmark), SKF B.V. (Nederlandene) og RWTH Aachen University (Tyskland) med i projektet.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik