Teknovation Logo
robot

 
  • ”I et høreapparat bevæger lyd fra højttaleren sig både som akustiske bølger og vibrationer til mikrofonen. Med computermodeller kan producenterne af høreapparater identificere den mest relevante feedback ved så at sige at ’slukke for’ enten vibrationer eller akustik i modellen. Modellerne og de bagvedliggende matematiske beregninger er dog meget komplekse,” siger Ester Creixell Mediante, der er den unge forsker bag udviklingen af den nye hurtigere model, ifølge DTU.

8. april 2019, kl. 14:26 

Hurtigere udvikling af høreapparater

En ung DTU-forsker har optimeret de simuleringsmodeller, der anvendes til udvikling af nye høreapparater. Resultatet er op til 20 gange hurtigere beregninger.


Gennem et samarbejde mellem DTU Electro og høreapparatproducenten Oticon er det lykkedes den unge ph.d-forsker, Ester Creixell Mediante, at at udvikle en metode baseret på algebraiske operationer, hvor kun relevant information bliver gemt, og unødige matematiske detaljer frasorteret.

På den måde lykkedes det hende at reducere beregningstiderne, så de blev op til 20 gange hurtigere og nu kan gennemføres på dage frem for uger. Et resultat, som Oticon er yderst tilfreds med, fremhæver DTU.

”Vi havde en drøm om at kunne optimere designet af vores høreapparater uden at skulle vente uger eller måneder på, at computermodellerne regnede selv små idéer til ændringer igennem. Den opgave havde vi dog ikke selv ressourcer eller de matematiske kompetencer til at løfte,” siger Lead Developer & Team Manager hos Oticon, Martin Larsen, Oticon.

Af den grund valgte virksomheden at indlede et samarbejde med DTU Elektro om at undersøge muligheden for at reducere de mange ligninger bag modellen. Det blev til et fælles ph.d.-projekt, som Ester Creixell Mediante blev ansat til at gennemføre. Efter færdiggørelsen af sit ph.d.-projekt blev hun ansat i Oticon.

Her har hun været med til at indarbejde de nye og hurtigere beregningsmetoder i de computermodeller, som virksomhedens udviklere anvender. Derudover har hun arbejdet videre med den anden del af sit ph.d.-projekt, der drejede sig om at undersøge, om topologioptimering kan anvendes i udviklingen af høreapparater.

”Topologioptimering er en computerbaseret metode egnet til at beregne eksempelvis, hvordan en flyvinge eller en bropille bedst kan formgives, når den samtidig skal have den styrke, der kræves, og veje mindst muligt. Her arbejder computeren med at skrælle alle unødvendige dele af og kommer med et forslag til design. Vi kunne godt tænke os at se, om man kan bruge samme koncept til at løse de akustiske designudfordringer, vi har i høreapparater,” siger Martin Larsen, og tilføjer:

”Den proces er vanskelig i et høreapparat, hvor akustik og mekanik hænger så tæt sammen. Men Ester Creixell Mediante har som en del af sit nye job et samarbejde med DTU om at få relevante metoder undersøgt”. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik