Teknovation Logo
robot

 
  • DI’s direktør for digitalisering, Lars Frelle-Petersen, fremhæver at virksomhedernes viden om deres virksomhed er større end nogensinde før, takket være øget digitalisering. (Foto: Sif Meincke)

18. juni 2018, kl. 10:31 

Data-starthjælp til virksomhederne

Når vindmøllen fortæller, at den snart skal repareres, er det ved at bruge data. Og det er bare ét eksempel på, hvordan data kan blive en gevinst for virksomhederne og deres kunder, siger DI’s direktør for digitalisering, Lars Frelle-Petersen.


Mange danske virksomheder har stadig ikke knækket koden, når det kommer til at få det fulde udbytte af de store mængder data, de ligger inde med. Det skyldes blandt andet manglende viden - også i ledelsen.

Det skal projektet DataForBusiness nu ændre, og give danske virksomheder starthjælp til at bruge data til at udvide og styrke forretningen. Bag projektet står et partnerskab med Dansk Industri, DI, NetworkedBusinessInitiative, IBM og en række virksomheder.

"Aldrig tidligere har virksomhedernes viden om deres egen produktion, drift og salg været større, takket været ny teknologi. Det åbner for nogle helt nye muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser. De danske virksomheder, som først lykkes med at få omsat denne guldmine af data til konkret viden, kan både se frem til store besparelser og en lang række nye forretningsmuligheder," siger DI’s direktør for digitalisering, Lars Frelle-Petersen.

Det er den digitale omstilling og brugen af ny teknologi, der har givet virksomhederne adgang til kolossale mængder af data. Ved hjælp af internettet, sensorer, sociale medier og andre digitale løsninger kan virksomheder opsamle og analysere enorme mængder data, som de ikke tidligere havde adgang til. Det har givet virksomhederne muligheder for at få helt ny indsigter om dem selv og deres kunder.

Brugen af data kan blive en stor gevinst for Danmark og skabe ny vækst og flere arbejdspladser, hvis det gribes rigtigt an, lyder det fra DI:

"Desværre har vi set for mange eksempler på misbrug af borgeres og kunders persondata. Det kan føre til en digital tillidskrise, som vi skal arbejde benhårdt for undgå. EU’s persondataforordning, som netop har fået virkning, er en kærkommen lejlighed til at trappe op med databeskyttelsen. Det er en væsentlig forudsætning for at lykkes med anvendelsen af data," siger Lars Frelle-Petersen.

Samtidig skal virksomhederne – ved hjælp af DataForBusiness-projektet – i gang med en kulturændring.

"Virksomhederne har allerede adgang til tonsvis af værdifulde data, og teknologien til at omdanne den til viden ligger også klar. Opgaven nu består i få den implementeret i virksomhederne og hjælpe ledelsen med at få øje på de mange nye forretningsmæssige muligheder, der ligger i at udnytte deres data," siger administrerende direktør Henrik Bodskov, IBM Danmark.

Det er den slags udfordringer, DataForBusiness-programmet skal hjælpe virksomhederne med. Det sker på baggrund af erfaringerne fra to igangværende forskningsprojekter om data fra henholdsvis CBS og Big Data Business Academy, som Industriens Fond har støttet med samlet 14,5 millioner kroner. DataForBusiness-projektet er baseret på to store forskningsprojekter om dataanvendelse.

Som led i projektet har DataForBusiness spurgt virksomheder til barrierne for at komme i gang med at bruge data. 6 ud af 10 virksomheder siger, at de mangler viden om datasikkerhed, og om hvad data må bruges til, mens det kun er hver fjerde virksomhed (25 pct.), der har en data som en naturlig del af virksomhedskulturen. Og selvom Danmark er førende med digitalisering inden for flere områder, så viser tal fra EU, at vi er bagud, når virksomhederne skal bruge egne data.

"Virksomheder oplever ofte, at viden om data er svær at omsætte til praksis. DataForBusiness giver ledelsen praktiske anvisninger, der hjælper med af få konkret værdi ud af data. Inden for det første år skal DataForBusiness værktøjet kickstarte datadreven innovation i minimum 500 virksomheder og samtidigt dele erfaringerne herfra, med resten af dansk erhvervsliv, så vi får alle med," siger Jan Futtrup Kjær, formand for DataForBusiness og direktør i Networked Business Initiative.

Partnerskabet holder onsdag den 20. juni DataForBusiness –summit, hvor deltagerne kan opleve de konkrete værktøjsløsninger, se inspirerende cases og høre om den seneste forskning, fremhæver samarbejdspartnerne.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media