12. juni 2019, kl. 14:00
Danske Inter Primo har som led i firmaets vækststrategi overtaget virksomheden Essentra Extrusion, der har 200 medarbejdere og 75 produktionslinjer i den hollandske by Buitenpost.
Den store danske plastvirksomhed Inter Primo med en omsætning tæt på en milliard kroner og 14 produktionsfaciliteter fordelt i Danmark, Sverige, Finland, Polen, Tyskland, Rusland og Kina har, ifølge brancheorganisationen Plastindustrien, overtaget den hidtil britiskejede virksomhed Essentra Extrusion.
Essentra Extrusion, der har produktion i Holland, fremhæves som en pioner inden for kundetilpassede plastprofiler. Virksomheden blev grundlagt i 1938 under navnet Enitor og producerede i de tidlige år cykeldele. I 1956 begyndte virksomheden som en af de første i Holland at arbejde med plastekstrudering.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Med opkøbet af Essentra, der har en omsætning på det, der svarere til godt 280 millioner kroner, bliver Inter Primo, ifølge Plastindustrien, en af Nordeuropas absolut største producenter inden for plastekstrudering og kan fortsætte sin specialisering, udvikling og markedsføring med forøget styrke.
"Inter Primo har en lang historie for internationale opkøb. Det er en del af vores strategi at vækste gennem opkøb, når den rigtige mulighed byder sig. Essentra passer optimalt ind vores organisation og ligner på mange måder vores egen virksomhed, idet der er tale om en familieejet virksomhed, som har specialiseret sig i ekstrudering af plast," siger direktør i Inter Primo, Claus Tønnesen, og fortsætter:
"Plastmarkedet er præget af konsolideringer, og det er en nødvendighed at vokse for at kunne følge med et stadigt mere krævende marked, både hvad angår teknologi og bæredygtighed."
Direktør i Essentra Extrusion, Hans Schootstra, ser gode muligheder med den nye ejerkonstellation:
"Overtagelsen bliver en win-win situation for os og vores kunder. Med Inter Primo som ejere får vi og vores kunder adgang til en række synergier, ny viden og markeder. Samtidig kan vi bidrage med teknologisk indsigt i kraft af vores årtier lange samarbejder i en række nichemarkeder, siger administrerende direktør i Essentra Extrusion, Han Schootstra.