10. januar 2019, kl. 15:51
På Syddansk Erhvervsskole, SDE, i Odense er en fiberlaserskærer på samlet 15 tons netop rykket ind. Fiberlaserskæren kom lige inden juleferien og havde været 7 dage undervejs på landevejen fra den tyrkiske leverandør.
SDE i Odense opgraderer nu yderligere med udstyr til smedeuddannelsen, og har investeret i en fiberlaserskærer med skiftebord og automatisk transportbånd såvel som pladereol til. Maskinen fylder med sine cirka 80 kvadratmeter hjørnet ud i den store Skibsbyggerhal, hvor der er 8 meter til loftet.
I den kommende tid vil skolens lærere og nuværende smedeelever på uddannelsens hovedforløb få undervisning i hvordan man programmerer fiberlaserskæreren. Senere er ambitionen, at lærere fra andre erhvervsskoler kan komme på kursus i Odense, oplyser SDE.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Investeringen giver således et løft til mulighederne inden for smedefaget, fremhæver Campuschef Bo Nørregaard Jensen, som glæder sig over at få Baykal-fiberlaserskæreren på plads, så skolen fortsat kan tiltrække unge til smedefaget.
Skolens elever vil med maskininvesteringen kunne udarbejde helt andre produktioner på smedeuddannelsen, end de ellers har været vant til, og fremadrettet blive i stand til at udføre nogle mere avancerede og pænere udskæringer. Samtidig åbner investeringen for, at de unge kan lave finesser og udsmykke deres rørarbejde på helt andre måder end hidtil, og gøre det på kortere tid end tidligere. Denne erfaring vil være vigtig for eleverne, når de skal ud i virksomhederne, vurderer lærer Søren Birkholm Jensen ved smedeuddannelsen.
Nationalt Videnscenter for Automation & Robotteknologi har adresser i Odense, Herning og Sønderborg, og blev udpeget af Undervisningsministeriet i oktober forrige uge, som et konsortium mellem SDE, Herningsholm og EUC Syd. Videnscentret er åbent for lærlinge fra landets erhvervsskoler og elever fra grundskolerne, der er nysgerrige på robotter og vil lære om automation.
Den seneste investering i smedefaget skal være med til at styrke udviklingen på tværs af videnscentrets samarbejdspartnere, understreger SDE.