Teknovation Logo
robot

 
  • Ib Andresen Industri-maskinparken bliver udvidet med en fiberlaser med pladetårn og en automatisk plukkeenhed og 320T-kantpresse med håndteringsrobot.

4. maj 2017, kl. 08:29 

Salvagnini skal løfte produktionen hos Ib Andresen Industri

Ib Andresen Industri giver produktionen et løft. I samarbejde med Salvagnini Scandinavia er hele den stålbearbejdende proces nu i fokus.


Maskinparken hos Ib Andresen Industri bliver udvidet med en fiberlaser med pladetårn og en automatisk plukkeenhed og 320T-kantpresse med håndteringsrobot fra Salvagnini.

”Maskinerne er købt med det formål at øge både kapacitet og kapabilitet samtidigt med, at vi forbedrer vores produktivitet og konkurrenceevne. De bliver en del af et meget effektivt flow, som kan realiseres på eksisterende og nye kunder,” fortæller Plant Manager Brian R. Knudsen, Ib Andresen Industri.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Virksomheden investerer et tocifret millionbeløb i maskinerne. De bliver en del af en helhedsorienteret tilgang, der skal styrke synergierne i hele bearbejdningsprocessen fra indlæsning af 3D-tegninger til levering ude hos kunderne, fortæller Brian R. Knudsen, og  tilføjer:

”De nye maskiner gør det ikke alene. Salvagnini har været gode til at forstå den helhed, maskinerne kommer til at indgå i, hvorfor forventninger er store. De har gjort det samme, som vi selv gør, når vi sidder over for kunder, nemlig lyttet og rådgivet med henblik på at sikre os den bedst mulige løsning”.

Selve konceptet, som IAI arbejder efter, forbliver det samme. Her er det blandt andet mulighed for coils på lager og eget stålservicecenter, som sammen med maskinpark og kundetilpassede logistisk setup sikrer høj leveringssikkerhed og korte leveringstider.

”Kontinuitet og fleksibilitet er to særdeles vigtige begreber ved automatisering af en proces, der skal kunne tilgodese behovet ved en leverandør. Den rå maskinkraft kan langtfra gøre det, selv om der hos Ib Andresen Industri oven i købet er valgt den største og mest effektfulde laserskærer, der produceres hos Salvagnini,” fortæller Sales Manager Bernhard Jessen, Salvagnini Scandinavia.

Det drejer sig om at holde processen i gang, også selvom der sker omstillinger hele dagen lang. Et tabt kvarter ved omstilling mellem korte serier får rentabiliteten af en maskine til at være mærkbar ringere. Det er her, hovedfokus er lagt på konfigurationen af den nye FMC-produktionscelle i Ib Andresen Industris laserafdeling.

Den robotiserede kantpresse RoboFormer er ligeledes den største af slagsen, Salvagnini til dato har leveret på det skandinaviske marked. Her er tale om en 5,1 meter kantpresse med en pressekraft på 320 tons. Håndteringsrobotten, som har 7 akser og kan bevæge sig selv parallelt til kantpressen, har en håndteringsvægt på hele 180 kilogram.

Her er i særdeleshed lagt vægt på geometrisk fleksibilitet, så systemet kan håndtere så mange emner som muligt, også selvom kompleksitet, størrelse og vægt af emner gør det vanskeligt at producere disse på traditionel vis. Pressen er udstyret med seneste udviklinger, såsom Mac 2.0-teknologien, der dynamisk justerer bomberingsaksen allerede under første buk i emnet.

Målet er, at materialeafvigelser i tykkelse og styrke opdages, før første buk er gennemført. En automatiseret proces er i sagens natur ikke konstant overvåget. Det betyder selvfølgelig, at sådanne udsving får betydelig påvirkning på seriens ensartethed. Det er her, AMS-vinkelmålesystemet sammen med Mac 2.0-teknologierne gør en væsentlig forskel.

Systemet kommer til at stå side om side med en tidligere leveret RoboFormer kantpresse- og robotløsning, som Langeskov-virksomheden har haft i drift i efterhånden mange år. Et rundbordsystem, som på daværende tidspunkt blev udviklet til Ib Andresen Industri, kommer også på denne nye maskine til at være en integreret del af cellen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media