28. september 2023, kl. 12:44
Industritekniker Oscar Vesterlund Cortsen fra Årslev er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2023 i morgen - fredag den 29. september - uddeles i København. Samlet er der 25 modtagere, herunder seks industriteknikere.
Det er i år 21. gang i træk, at Industriens Uddannelser, DI, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddeler Metalindustriens Lærlingepris - ML-Prisen - til de dygtigste lærlinge. Foruden de dygtige nyuddannede er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring i København 29. september, hvor 25 modtager hæderen.
Heraf er der denne gang seks industriteknikere. Oscar Vesterlund Cortsen er en af dem, og ud over at have opnået topkarakter til svendeprøven, er han også en god kammerat og kollega, hvilket er bemærket ved uddannelsesstedet, Syddansk Erhvervsskole, såvel som på virksomheden; Svend Frederiksens Maskinfabrik A/S, som begge står bag indstillingen af ham til prisen. I indstillingen lyder det blandt andet:
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Oscar er en af de dygtigste lærlinge, vi har haft fornøjelsen af at uddanne gennem tiderne. Han udviser stor interesse og indsigt i faget og at gå på arbejde er for ham nærmest som at få løn for at dyrke sin hobby. Han har særlige evner for anvendelse af Cad/Cam i forbindelse med programmering af vores CNC-maskiner".
Og tilsvarende fremhæves det for de øvrige fem industriteknikere, der modtager ML-priser; Carl Emil Lind Christensen, NEXT Uddannelse Købehavn/Brüsch, Carla Christina Prehn Rasmussen, Mercantec/KS Maskinteknik, Gustav Rohde Petersen, Learnmark/Knorr-Bremse Rail Systems, Helene Flensborg Glundholt, NEXT Uddannelse København/Danotherm Electric, Mathias Kjærulff Grønkjær, EUC Nordvest/Cimbria.