Teknovation Logo
robot

 
  • Industriens Fonds direktør Thomas Hofman-Bang glæder sig over det aktuelle samarbejde med DAMRC, som fonden har valgt at supportere med 25 millioner kroner til den strategiske videreudvikling.

26. april 2022, kl. 17:08 

Industriens Fond indleder stort strategisk samarbejde med DAMRC

Der skal yderligere fart på innovationen, hvis de danske produktionsvirksomheder også i fremtiden skal være konkurrencedygtige – og netop den innovation skal et tæt samarbejde mellem Industriens Fond og DAMRC nu accelerere.


Ved Danish Advanced Manufacturing Research Center, DAMRC, i Herning har man tirsdag løftet sløret for et indgået samarbejde med Industriens Fond, hvor de i et fælles strategisk samarbejde vil bidrage til yderligere udvikling af den danske produktionssektor, fortæller direktør for Industriens Fond Thomas Hofman-Bang:

”Vi skal blive ved med at udvikle industrien i Danmark. Produktionssektoren er en væsentlig del af dansk erhvervsliv og det skal være attraktivt for både små og store virksomheder at producere i Danmark. Derfor skal vi blive endnu bedre til at innovere og forny os. Banebrydende forskning og ny teknologi skal bruges hyppigere og bedre, og så skal sektoren hele tiden have adgang til kompetente medarbejdere, der også i fremtiden kan være med til at føre gode idéer ud i livet i de danske virksomheder,” siger Thomas Hofman-Bang.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


I samarbejde vil parterne modne og implementere de seneste teknologier, ligesom DAMRC kan tage større skridt og spille en mere aktiv rolle i videreudviklingen af den danske produktionsindustri. Og som et andet altafgørende element vil DAMRC også lave særlige tiltag for at udvikle nye efteruddannelsesmuligheder for medarbejderne i produktionssektoren:

”Vi skal ud på en rejse, hvor DAMRC transformeres fra nationalt vidensmiljø, til et forsknings- og udviklingscenter, der om 10 år ser helt anderledes ud end vi gør i dag. Vi skal i langt højere grad være med til at sikre, at den danske produktionssektor er forrest i feltet når det handler om innovation og implementering af ny teknologi. På den måde får virksomhederne en konkurrencemæssig fordel på det internationale marked, og det er hovedformålet med vores arbejde,” siger DAMRC-CEO Klaus Ørskov.

Målet er at der hen over de næste år sker en markant forøgelse af den produktionsrettede forskning og innovation, og at der modnes og implementeres i omegnen af 25 produktionsteknologier via DAMRC. Derudover vil det strategiske samarbejde mellem Industriens Fond og DAMRC også betyde et markant løft af efteruddannelsesmulighederne for dygtige faglærte i industrien.

”Medarbejderne i de danske virksomheder er det vigtigste råstof. Det er dem der driver udviklingen og får ting til at ske. Så de er selvfølgelig altafgørende medspillere, når industrien skal udvikles i de kommende år,” siger Klaus Ørskov.

De afledte effekter af det nye strategiske samarbejde vil være mange, idet ny forskning, nye teknologier og et højere kompetenceniveau, alt andet lige, vil have en stor impact i såvel den danske produktionsindustri som i det omgivende samfund. Konkret vil nyudviklet teknologi fra forskningsprojekter og teknologimodningsforløb være én af de væsentligste bidragsydere til industriens grønne omstilling og fortsatte konkurrencekraft i fremtiden.

”Bæredygtighed er i stigende grad et konkurrenceparameter på den globale scene og vores vision er, at Danmark har verdens mest bæredygtige produktionssektor. Hvis danske virksomheder også i fremtiden skal være kundernes foretrukne valg, så skal innovationen være i højsædet og det er målet med det her nye samarbejde,” fastslår Thomas Hofman-Bang.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik