14. januar 2022, kl. 14:48
Indehaver Marcus Refsgaard-Schuhmacher har haft en travl uge 2 i det netop indviede showroom i Kolding, hvor et pænt antal interesserede har været forbi. Samstemmende udtrykkes begejstring for muligheden for at se Schaublin- og Tornos-maskiner Live i Danmark. I den kommende tid udvides med demonstrationer på Tornos' aktuelt lancerede Swiss Nano.
Mandag til fredag i uge 2 har der været løbende rykind ved indvielsen af WM-Machines showroom i Kolding.
Her blev de introduceret for dels en en Tornos GT Swiss-langdrejer til diameter 26 millimeter og dels en kompakt Schaublin 302-kortdrejer.
"Det har været nogle travle dage, med flot rykind af interesserede kunder, som vi nu vil følge op på," fortæller Marcus Refsgaard-Schuhmacher i forbindelse med indvielsesugens afslutning.
Samtidig løfter han også sløret for, at der snart kan inviteres inden for til en Danmarkspremiere i showroomet, når en Tornos Swiss Nano lander i faciliteterne. Maskinen, der havde verdenspremiere i forbindelse med EMO 2021 tilbage i oktober, var oprindeligt planlagt til dansk premiere på VTM 2022-messen i Odense, som er flyttet til 21. til 24. juni, grundet Covid-19-restriktionerne, og præsenteres derfor i showroomet i stedet, så snart den kommer frem og er blevet installeret i showroomet.
"I februar og marts har vi Swiss Nano i showroomet, og jeg har tilkendegivelser om en række spændende besøg allerede inden den er landet. I det hele taget tegner 2022 rigtigt godt," understreger Marcus Refsgaard-Schuhmacher.