Teknovation Logo
robot

 
  • Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen skal stå i spidsen for afviklingen af EuroSkills 2025 i Herning.

1. november 2021, kl. 07:16 

Poul Nyrup nu EuroSkills 2025-formand

Børne- & Undervisningsministeriet har udnævnt tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at være bestyrelsesformand for det selskab, der skal afvikle EuroSkills 2025 i Herning.


Poul Nyrup Rasmussen skal stå i spidsen for arbejdet med at arrangere europamesterskabet for unge faglærte i Danmark i 2025. Den tidligere statsminister er udpeget af Børne- & Undervisningsministeriet.

”Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet, og jeg ser frem til at arbejde mig ind i Skills-bevægelsen i Danmark og Europa. Det er et kæmpe event, vi skal afholde i Herning i 2025, og forberedelserne starter allerede nu. Derudover skal vi selvfølgelig bruge europamesterskaberne og alle de andre Skills-aktiviteter til at sætte endnu mere fokus på de gode muligheder en faglært karriere tilbyder de unge,” lyder det fra den 78-årige Poul Nyrup Rasmussen i forlængelse af udnævnelsen.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Det vækker stor glæde hos SkillsDenmark, at Poul Nyrup Rasmussen har valgt at sige ja til arbejdet med EuroSkills 2025 og kaster sig ind i kampen for at få flere unge til at vælge en faglært karriere i Danmark:

”Vi er enormt glade for, at en kapacitet som Poul Nyrup nu er med i projektet. Han har en viden, erfaring og pondus, der er uvurderlig for EuroSkills 2025 og Skills-bevægelsen generelt. Poul har også vist sit store engagement i unges udvikling gennem sit arbejde i Det Sociale Netværk og Headspace, og vi glæder os til at arbejde sammen om at samle alle aktører inden for erhvervsuddannelser i Danmark – og til at udvikle det bedste europamesterskab nogensinde i 2025, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

EuroSkills 2025 er det officielle europæiske mesterskab for unge faglærte under 25 år inden for håndværk, industri og service og vil samle op mod 700 unge talenter fra mindst 30 nationer til konkurrence på det absolut højeste faglige niveau i 45 fag. Over de tre konkurrencedage forventes mellem 80.000 og 100.000 tilskuere at møde op i MCH i Herning, hvor mesterskabet afholdes.

Det er den europæiske organisation, WorldSkills Europe, der afgør, hvor EuroSkills-arrangementerne holdes. SkillsDenmark, der repræsenterer Danmark i WorldSkills, har sammen med fem andre parter ansøgt om værtskabet i 2020. De seks parter bag det danske værtskab – som ud over regeringen omfatter Herning Kommune, Region Midtjylland, Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation og SkillsDenmark - har stiftet interessentskabet EuroSkills 2025 I/S, der skal planlægge og afvikle eventen frem mod 2025. Det er dette selskab, Poul Nyrup Rasmussen nu er udnævnt som formand for.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik