Teknovation Logo
robot

 
  • På grund af et overvældende antal lærlingeansøgninger i foråret har Hjernø nu øget antallet af lærlinge fra seks til otte.

16. september 2020, kl. 16:07 

Værktøjsmagerlærling med baggrund i humaniora

Kristian Kiersgaard, der er ny værktøjsmagerlærling hos Hjernø Værktøjsfabrik, har en baggrund inden for humaniora og kommunikation og har de seneste otte år arbejdet som underviser og teknisk vejleder i Kina.


”Jeg har flere nære familiemedlemmer, der arbejder som både maskinmester og industritekniker, så tanken om en karriere i industrien er ikke fremmed for mig, siger 44-årige Kristian Kiersgaard, der fra august har været værktøjsmagerlærling hos Hjernø Værktøjsfabrik, og fortsætter:

"Faktisk tænkte jeg tanken for 20 år siden, men så endte livet bare med at tage en anderledes drejning.”

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Kristian Kiersgaard har foruden en voksenpædagogisk læreruddannelse en professionsbachelor i kommunikation. Gennem otte år arbejdede han eksempelvis som underviser og teknisk vejleder på en international skole i Guanzhou i det sydlige Kina.

”Teknikerrollen fyldte med tiden mere og mere, og jeg bistod blandt andet med undervisning i 3D-printere og den slags. Så brikkerne begyndte at falde på plads, og jeg blev ret lun på tanken om arbejde i industrien. Også på grund af de gode beskæftigelsesmuligheder,” siger han.

Af den grund tog han tilbage til Danmark og påbegyndte industriteknikeruddannelsen. Her rådførte han sig blandt andet med sin bror og sin faglærer på Syddansk Erhvervsskole, der begge talte varmt om Hjernø som praktikplads.

Kristian Kiersgaard er en del af et velvoksent kuld af nye lærlinge.

For administrerende direktør Aage Agergaard er det netop et kardinalpunkt, at Hjernøs organisation favner medarbejdere med vidt forskellige baggrunde:

”Vi skal have så mange forskellige profiler ind som muligt, så de kan varetage forskellige poster og ansvarsområder i organisationen. Et fladt hierarki som vores forudsætter netop, at de enkelte medarbejdere evner at træffe selvstændige beslutninger, og derfor er det fint at få folk som Kristian ind, der kommer med noget erfaring og en lidt anderledes baggrund,” konstaterer han.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik