Teknovation Logo
robot

 
  • Rivals seneste investering, et 17 tons tungt DMG MORI NTX2500-center er integreret med robot, og taget i brug til fuldautomatisk præcisionsbearbejdning.

2. juni 2020, kl. 13:48 

DMG MORI NTX2500 til Rival

Maskinfabrikken Rival har aktuelt investeret i den 17 tons tunge DMG MORI NTX2500, der skal arbejde med emner, hvor stabilitet og præcision igen, igen og igen er i fokus. Sammen med en robot, skal der arbejdes i et fuldautomatisk setup i døgndrift.


I forbindelse med en aktuelt indgået flerårig kontrakt med en kunde om produktion af emner til Stryker-køretøjet, der bruges af det amerikanske forsvar, har firmaets allerdygtigste hoveder sammen med DMG MORI Denmark fundet frem til en opstilling med et NTX2500-center og tilhørende Kuka-robotcelle, der leveres af QRS, og som nu er klar til at producere de kritiske emner med særligt høje tolerancer til det pansrede Stryker-køretøj. Det foregår om aftenen og natten kun overvåget af en enkelt medarbejder.

”Det betyder, at vi kan tilbyde ledig kapacitet på maskinen i dagtimerne sammen med nogle af de allerdygtigste maskinarbejdere - til vores kunder i olie/gas, forsvar eller en helt tredje industri,” fortæller Rival-værkfører Glenn Scharling.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Forarbejdet til produktionen af emnerne til Stryker-køretøjet startede op for flere måneder siden i et nytænkende samarbejde mellem Rival, DMG MORI, værktøjsproducenten Seco Tools og QRS. Tidligere skulle emnerne gennem to dreje- og to fræseoperationer. I det banebrydende set-up med DMG MORI NTX 2500 og robotcellen foregår hele produktionen i én opspænding – ”råt emne ind – færdigt emne ud”. Hermed reduceres både tidsforbruget og risikoen for fejl.

”Vi har indgået et helt særligt samarbejde med DMG MORI, hvor de tager ansvar for hele installationen, og er garant for, at den estimerede produktionstid på emmerne overholdes. Vi har så efterfølgende kunnet bruge dette estimat i prissætningen til vores kunde,” fortæller Rival-direktør Henrik Holvad.

”Samtidig har vi købt hele pakken hos DMG MORI lige fra NTX2500-maskinen over robotcellen inklusive værktøjspakke, opsætning og indkøring, Safety-afskærmning og træning af vores medarbejdere. Det har vi været rigtigt godt tilfredse med. Der har været lidt bump på vejen, som vi sammen har fundet gode løsninger på”.

Henrik Holvad ser NTX2500 som noget særligt. I kraft af sin vægt og størrelse samt indbyggede kølning på spindel og alle akser kører maskinen med en ekstrem præcision - også ved mange gentagelser:

”Det er væsentlige elementer, når vi skal overholde krævende tolerancer over en lang produktionsperiode. Det giver således en rigtig stor fordel ved serieproduktion af komplicerede emner og understøttes af, at maskinen både kan dreje og fræse i én opspænding,” fortæller Glenn Scharling.
”Det værdsættes af rigtigt mange kunder, da det minimerer behovet for efterfølgende kvalitetskontrol. For at øge fleksibiliteten på maskinen har vi desuden tilkøbt det store værktøjsmagasin med i alt 114 forskellige værktøjer og de dyre SMW-patroner, som gør, at vi hurtigt kan skifte fra et emne til et andet”.

Med setup'et forventer både Rival og DMG MORI at kunne halvere produktionstiden på emnerne:

”Da vi også undgår, at et emne skal ligge og vente på en palle på næste step, effektiviseres produktionsprocessen yderligere,” siger Henrik Holvad.

”Det reducerer også risikoen for fejl og effektiviserer processen med kontrolmåling af tolerancer i vores Zeiss-målemaskine. Vi står således med et rigtigt stærkt tilbud til alle vores kunder”. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik