17. september 2019, kl. 12:54
Syriske Doluvan Aziz Hassan, der startede i et IGU-forløb for to år siden, er nu blevet ansat i produktionen hos Maskinfabrikken Rival.
Doluvan Aziz Hassan er den anden syriske flygtning, som har gennemført sit IGU-forløb ved Rival, og er nu ansat på virksomheden.
Her indgår han i et produktionsteam på et MAZAK FH6800-center, og er en væsentlig del af skifteholdet på maskinen.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Integrationsgrunduddannelsen, IGU, er et 2-årigt uddannelsesforløb for flygtninge og familiesammenførte, der har behov for opkvalificering med henblik på varig og ordinær beskæftigelse på det danske arbejdsmarked.
”Jeg er både glad for og stolt over dette projekt, og det har vist sig at kunne ”betale sig”,” siger Rival-produktionschef Søren Djursland, og fortsætter:
”Vi er kommet så langt, at Doluvan Aziz Hasan i dag kun får løn fra Rival, og ikke længere er en del af Skanderborg Kommunes byrde. Vi vil gerne tage et socialt ansvar og gøre en forskel i stedet for bare at lukke øjnene, og lade andre løse problemet. Samtidig får vi også dygtige og stabile medarbejdere,” understreger Søren Djursland.