Teknovation Logo
robot

 
  • Neotherm-strålevarmepanelerne i loftet hos Nordmark, hvor man har specialiseret sig i at bearbejde store stålemner til blandt andet vindmølleindustrien, sikrer, at det er slut med kolde stålemner i produktionen.

18. september 2018, kl. 11:33 

Slut med kulde og træk hos Nordmark

Et specialdesignet strålevarmeanlæg fra Neotherm har forbedret arbejdsmiljøet på Maskinfabrikken Nordmark i Sæby. Virksomhedens tonstunge kolde stålemner, der trækkes ind i hallen til bearbejdning, opvarmes nu med rekordfart af strålevarmepaneler i loftet. 


Maskinfabrikken Nordmark i Sæby, der har specialiseret sig i at bearbejde store stålemner til blandt andet vindmølleindustrien, kan nu roligt trække de tonstunge kolde stålemner ind i hallen til bearbejdning. De opvarmes med rekordfart af strålevarmepaneler i loftet.

”I vores gamle produktionshal med traditionel opvarmning var vinterhalvåret ikke behageligt. Vi havde meget store temperaturudsving, når vores stålemner på op til 40 tons pr. styk kom ind, efter de havde stået udenfor i frostgrader. Det var som om disse kolde emner spiste varmen, hvilket resulterede i en meget stor kuldeudstråling og ubehagelig træk,” fortæller direktør Michael Jacobsen, Maskinfabrikken Nordmark A/S.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Nu sikrer strålevarmepanelerne i loftet en konstant temperatur på 20 grader, og da strålevarmen fungerer på den måde, at den opvarmer tingene i rummet og ikke kun luften, oplever medarbejderne heller ingen træk men en mere behagelig stillestående luft i hallen.

Anlægget er specialdesignet til opgaven med kortlægning af særlige zoner i produktionsområdet, som kunne være kritiske, når de kolde emner bliver trukket ind, og i disse zoner er strålevarmepanelets effekt dimensioneret specifikt til zonen.

”Denne zoneopdeling har helt sikket givet os en bedre komfort. Faktisk er temperaturen stabiliseret efter et par timer, når vi trækker de kolde stålemner ind, hvor vi tidligere oplevede træk i produktionsområderne i flere døgn på grund af kuldeudstrålingen. Løsningen har helt klart givet et bedre arbejdsmiljø for mine ansatte,” siger Michael Jacobsen.

Oven i det bedre arbejdsmiljø har Nordmark fået en stor gevinst i energibesparelse ved at flytte produktionen fra den gamle fabrik til den nye med strålevarme, selv om den senest opførte er dobbelt så stor. Det årlige energiforbrug er gået fra 700.000 til 250.000 kroner.

Besparelsen er et mix af bedre bygningsfaciliteter og opvarmningsform. Der ville også have været en energibesparelse, hvis man havde valgt traditionel luftopvarmning (kaloriferer) i den nye fabrikshal, men besparelsen havde ikke været så stor. Strålevarme er generelt meget energiøkonomisk i drift. Typisk ligger besparelsen på cirka 25 procent i forhold til almindelig luftopvarmning.

Med i projektet var to nye lagerhaller på hver 400 kvadratmeter. Her blev der valgt gasstrålevarme, fordi Nordmark ønskede en ekstrem hurtig reaktionstid fra kold til varm - og en meget koncentreret varme. Hallen er ikke altid opvarmet og tages kun i brug til specielle opgaver, hvorfor der kræves varme her og nu.

Det var Dansk Energirådgivning, der anbefalede Nordmark Maskinfabrik at få installeret strålevarmepaneler frem for traditionel kalorifereopvarmning, og Neotherm A/S blev valgt som leverandør af varmeløsningen til Nordmark, fordi de er leveringsdygtige i de ønskede former for industriel opvarmning – både den alment udbredte opvarmning med kaloriferer og forskellige typer af strålevarmesystemer, der er tilpasset specifikke behov.

”Til store rum med højt til loftet som på Nordmark Maskinfabrik er strålevarme den ideelle løsning, jo højere der er til loftet, jo større er besparelsen i forhold til opvarmning med luftvarme, som ellers er den mest udbredte opvarmningsmetode til store rum,” siger projektleder Ib Olesen fra Neotherm.

Strålevarmeanlæg opvarmer kun rumluften indirekte. Varmen udløses i det øjeblik, strålerne rammer gulv, mennesker, inventar og vægge, som igen afgiver varmen ud i rummet. Da det er emnerne i rummet og ikke luften, der varmes op, oplever man ikke de store temperaturforskelle mellem gulv og loft som ved konventionelle opvarmningsmetoder, hvor varmen stiger til vejrs.

Da varmepanelerne var installeret, satte Michael Jacobsen sig for at afklare, om teori og praksis nu også hang sammen.

”Jeg har sat termometre ved gulvet og i 6 meters højde - længere kan jeg ikke komme op - og jeg kan bekræfte, at Neotherm holder, hvad de lovede ved projekteringen. Fra 6 meter og ned til gulvet er der en temperaturforskel på 1 grader, og det passer nok meget godt med, at der er cirka mellem 2 og 3 grader forskel fra panelet i 11 meters højde og ned til gulvet,” siger Michael Jacobsen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik