Teknovation Logo
robot

 
  • Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind tror på, at flere uddannelser inden for blandt andet robotteknologi og Data Science vil matche fremtidens behov for kvalificeret arbejdskraft.

15. december 2016, kl. 16:29 

Uddannelser til fremtidens behov

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har godkendt syv nye uddannelser og syv uddannelsesudbud bredt fordelt i hele landet. Uddannelserne, der er inden for blandt andet robotteknologi og Data Science, skal matche fremtidens behov for kvalificeret arbejdskraft.


En master i vindenergi, en professionsbachelor i innovation og entreprenørskab eller en diplomingeniøruddannelse i robotteknologi.

Det er tre af de syv nye videregående uddannelser og syv nye udbud af eksisterende uddannelser, der netop er blevet godkendt af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Uddannelserne fordeler sig over hele landet og imødekommer blandt andet arbejdsmarkedets stigende behov for særlige tekniske kompetencer.

Søren Pind har truffet sine afgørelser på baggrund af vurderinger fra det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser, RUVU. Uddannelses- og forskningsministeren ser vigtige perspektiver i de nye uddannelser.

"Den teknologiske udvikling skaber nye behov på arbejdsmarkedet – det skal afspejle sig i vores uddannelsessystem. Derfor er jeg glad for de nye uddannelser og udbud, der både tager højde for erhvervslivets efterspørgsel og er spredt over hele landet. Dermed lever vi op til regeringens ambitiøse målsætninger på begge områder," siger Søren Pind.

Styrelsen for Videregående Uddannelser har modtaget 38 ansøgninger om prækvalifikation af nye videregående uddannelser og nye udbud af eksisterende uddannelser.

Blandt de uddannelser, der gik gennem nåleøjet i denne ansøgningsrunde, er også en tværfaglig bacheloruddannelse i data science, som har fokus på analyse og anvendelse af big data. Uddannelsen udbydes af IT-Universitet i København og forventes at blive meget efterspurgt på arbejdsmarkedet.
Uden for de største universitetsbyer er en ny diplomingeniøruddannelse i produktionsteknik fra VIA University College i Horsens blevet godkendt - det samme er professionsbacheloruddannelsen i Finans fra Erhvervsakademi Midtvest i Holstebro.

Uddannelserne og udbuddene skal endeligt godkendes af Danmarks Akkrediteringsinstitution.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media