11. januar 2022, kl. 15:08
I foråret 2022 lancerer Manufacturing Academy of Denmark, MADE, en iværksætterindsats, der skal løbe frem til sommeren 2023. Til at lede arbejdet er netop tilknyttet chefkonsulent Anders Sparre.
MADE står foran at lancere iværksætterindsats med udgangspunktet: Fra idé til virkelighed, oplyser direktør Nigel Edmondson, om iværksætterindsatsen, der skal løbe frem til sommeren 2023:
”Vi vil hjælpe iværksættere med at gøre idéer til virkelighed – og vi glæder os over at kunne tilbyde startups en hjælpende hånd, så de kan bidrage med nye innovative løsninger til produktions- og fremstillingsvirksomheder,” siger Nigel Edmondson.
Til formålet er derfor tilknyttet Anders Sparre, som pr. årsskiftet således er tiltrådt som chefkonsulent i MADE.
Han har mange års erfaring med iværksætteri og kommer fra en stilling som chefkonsulent hos DI, hvor han har styrket DI’s tilbud inden for netop dette område med events, rådgivning, netværk, scenetid, adgang til investorer, stærke partnerskaber, internationale muligheder og meget mere, fremhæver MADE.
”Jeg glæder mig til at starte en iværksætterindsats, som skal styrke økosystemet omkring Danmarks avancerede produktionsvirksomheder. Det handler blandt andet om modning af helt nye startups inden for produktionsteknologi, robotter, 3D-print med videre. og at matche startups med større og etablerede produktionsvirksomheder. Det bliver vildt spændende, og jeg er klar til at tage fat,” siger Anders Sparre, der er et kendt ansigt i startup-miljøet og trækker på et stort netværk både herhjemme og i udlandet.