Teknovation Logo
robot

 
  • Wind Denmark stod bag, da miljøminister Lea Wermelin (t.h.) forleden besøgte Vestas i Nakskov for at se, hvordan bæredygtighed kan sættes først i produktionen af vindmøllevinger. (Foto: Wind Denmark)

3. november 2021, kl. 14:08 

Miljøministeren introduceret til fremtidens vindmøllevinger

Større vindmøllevinger, mere bæredygtighed og øget produktion betyder, at Vestas’ vingefabrik udvider medarbejderstaben, navnlig til produktion af de genanvendelige vindmøllevinger, der fra midten af årtiet monteres på Vestas’ vindmøller. Netop de planer blev miljøminister Lea Wermelin aktuelt introduceret til ved et fabriksbesøg i Nakskov.


En vedvarende energiteknologi med et bæredygtighedsproblem. Det er et dilemma, der har fyldt i medier, forskerkredse og på sociale medier i årevis. Og naturligvis også i selve vindmølleindustrien, for selv om mellem 85 og 90 procent af en vindmølle i dag kan genbruges efter nedtagning, så er målet at vindmøller skal være 100 procent genanvendelige efter endt drift. Og at nå det sidste stykke ad vejen er typisk også det hårdeste.

I løbet af 2021 er der dog sket to store landvindinger på området. Blandt andet har Vestas annonceret et projekt, hvor blandt andet en særlig type resin også vil hjælpe andre sektorer med at kunne genanvende deres produkter. Vindmøllevingerne er den del af vindmøllen som primært udgør de sidste svære procent mod de 100. Hertil er der et forbud på deponi på vej, hvor det på tværs af EU fra 2025 skal være forbudt at deponere udtjente vindmøllevinger. Deponi har i mange år været en af flere metode til at bortskaffe de udtjente vindmøllevinger, da de typisk er produceret så robuste, at det ikke har været muligt at nedbryde og genbruge materialet. 

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Fra 2025 er deponimuligheden taget af bordet, og fremadrettet skal vingerne kunne genanvendes. Det betyder, at vingerne fra midten af 2020’erne skal genbruges på anden vis, eksempelvis i byggeriet, i cementindustrien eller som ingrediens i kemiindustrien. Kun fantasien sætter grænser sammen med omkostningerne, der ventes at falde i takt med, at der forskes yderligere i genbrug af glasfiber.

Det fik miljøminister Lea Wermelin indblik i ved sit fabriksbesøg ved den nuværende vingeproduktion i Nakskov. Produktionen udvides snart til også at omfatte 115 meter vinger, og de første vinger af slagsen skal pryde Vestas’ V236 der fra næste år skal testes i testcenteret i Østerild.

Foruden at høre om overgangen fra kemisk til vandbaseret maling hører ministeren også om Vestas’ bæredygtighedsstrategi, der betyder, at Vestas fra 2030 skal være 100 procent CO2-neutral og at vindmøllen i 2040 skal være 100 procent genanvendelig. Målet om 100 procent genanvendelighed er i sidste måned blevet konkretiseret yderligere i en køreplan, som sætter ambitiøse delmål for blandt andet genbrug af komponenter og nedbringelse af affaldsmængder.

Virksomhedsbesøget er kommet i stand efter invitation fra Wind Denmark, der i en årrække har taget del i arbejdet med at løse udfordringen med de sidste 10 procent mod 100 procent genanvendelse. Besøget indeholdt også en snært af uddannelsespolitik, da Vestas udtrykte et ønske om at vingeteknikeruddannelsen også blev gjort tilgængelig i Nakskov, hvor de nuværende 400 ansatte i fremtiden får endnu flere kolleger.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik