Teknovation Logo
robot

 
  • Tine Lund er voksenlærling ved Nærenergi Danmark.

29. juni 2021, kl. 16:02 

25 års erfaring fornægter sig ikke

Hos Nærenergi Danmark vil man gerne medvirke til at sikre kvalificeret arbejdskraft, og firmaet greb muligheden, da Tine Lund viste villighed til at skifte 25 år i mediebranchen ud med muligheden for at blive voksenlærling som montageoperatør hos Nærenergi Danmark. 


Selv om drift og hverdag fylder godt, så var direktør Jacob Himmelstrup modtagelig, da han fik en henvendelse fra Tine Lund, som efter 25 år som grafisk designer syntes der skulle ske noget nyt. Hun så jeg et indslag i TV2 Lorry med Jacob Himmmelstrup, der fortalte om deres brug af VR-briller, og tænkte, at det lød som en innovativ, grøn og sympatisk virksomhed.

”Mit mål var, at jeg skulle kunne tage en ny uddannelse, brænde for det og kunne leve af det. Som voksenlærling lever man ganske spartansk, men, det kan jeg godt, hvis det skal til. Den nedgang i indtægt som voksenlærling var en investering i mit liv.” 

Jacob Himmelstrup er glad for, at virksomheden i Søborg med syv ansatte endelig har fået en voksenlæring:

”Da Tine Lund henvendte sig om uddannelsen som montageoperatør viste det sig, at det passer perfekt med det, vi arbejder med. Desuden er der jo mangel på kvalificeret arbejdskraft, så vi har brug for alle mand på dæk. Dem der går med en uddannelse, som de ikke kan bruge i dag, skal omskoles, og der er voksenlærlinge jo en god måde”.

Tine Lund glædede sig til at starte, men, havde også en både ydmyg og ambitiøs indstilling, som viser sig at matche Nærenergi Danmarks værdier:

”Jeg tænkte lidt ligesom Pippi Langstrømpe: Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af. Lige nu bliver jeg lært op i at reparere og servicere “Nozzles” (dyser til biogas), og det er spændende og lærerigt. Jeg kommer ud af en ingeniør familie og har altid haft et værksted derhjemme til at fixe ting; jeg elsker det”.

Omgangskredsen har kun haft godt at sige og bakker op om hendes vilje til at bane sig vej. Ingen har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor en 53-årig kvinde vælger at lave så markant et skifte.

”Jeg må bare sige, at nød lærer nøgen kvinde at spinde Jeg var nødt til at forholde mig til min alder, og at jeg skal holde hjulene i gang for mig og min datter og tjene penge samtidigt med, at jeg lader mig omskole. Og mine kollegaer har taget så fint imod mig. Hvis vi fortsætter det gode samarbejde, ville det da være skønt, hvis Nærenergi også kan bruge mig om 2 år som udlært,” fortæller Tine Lund.

Både som leder i Nærenergi Danmark og som næstformand i DI Hovedstaden er Jacob Himmelstrups holdning klar:

”Som ansvarlig virksomhed er vores holdning at lærlinge og voksenlærlinge er en super god løsning - både for den enkelte, for virksomheden og for samfundet. Det er vigtigt for os, at mennesker er et sted, hvor de kan bruge deres kompetencer og bidrage. Og danske virksomheder bør omvendt bidrage til uddannelsen af medarbejdere ved at have lærlinge. Det har pint mig længe, at vi ikke har kunnet have det. Men nu har vi, og Tine Lund er superdygtig med hoved og hænder skruet godt på. Det er ikke sidste gang, at vi har en voksenlærling,” fastslår Jacob Himmelstrup. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik