Teknovation Logo
robot

 
  • Industriens Fonds direktør Thomas Hofman-Bang håber, at de afsatte 150 millioner til virksomhedsnær hjælp kan komme hurtigt ud at arbejde hos SMV´erne, og derved styrke hele dansk erhvervsliv, så man kan komme godt rustede ud på den anden side af pandemien.

3. april 2020, kl. 07:17 

150 millioner til forretningsudvikling i en svær tid

Industriens Fond, bistået af DI, iværksætter nu to initiativer, der skal støtte dansk erhvervsliv i kampen mod Covid-19-konsekvenserne. På den korte bane søsættes en akut indsats med hjælp til virksomheder. Samtidig efterspørges der projektidéer og forslag til indsatser, der kan hjælpe erhvervslivet godt i gang på den anden side af pandemien.


Industriens Fond meddeler, at man nu afsætter 150 millioner kroner til hjælp til udvikling af især små og mellemstore virksomheder, som er parate til at bruge den aktuelle svære tid til forretningsudvikling.

”I første omgang finansierer vi udviklingsindsatser i danske virksomheder. Det gør vi ved at etablere en rådgivnings-hotline bemandet med erfarne konsulenter, der kan givestrategisk hjælp og rådgivning til virksomheder, der akut skal omstille sig til en ny situation og finde nye veje til ny omsætning. Det kan for eksempel handle om nye tiltag i produktionen, forretningsudvikling, eksporttiltag eller tilpasning af omkostningsbasen,” siger administrerende direktør Thomas Hofman-Bang, Industriens Fond, og fortsætter:

”Vi vil gerne bidrage til, at der kommer nogle toptunede virksomheder ud på den anden side. Virksomheder, som har udviklet sig og styrket konkurrenceevnen, og som vil være i stand til hurtigt at øge omsætningen”.

Industriens Fond er gået sammen med Dansk Industri, DI, der bakker op om initiativet og hjælper med at få indsatsen hurtigt ud til virksomhederne:

”Vi står midt i en af de værste økonomiske kriser i nyere tid, og virksomhederne er hårdt ramt. Det gælder i særlig grad SMV’erne, så der er brug for, at vi arbejder sammen for at understøtte virksomhedernes konkurrencekraft og få Danmark bedst muligt igennem krisen. DI er allerede i gang på flere fronter, og vi bistår nu med, at indsatsen fra Industriens Fond kan nå hurtigtud til virksomhederne. Det er der brug for,” siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, DI, og fortsætter:

”Som første tiltag søsættes med det samme et rådgivningsteam bemandet med erfarne konsulenter fra rådgivningsbranchen. Konsulenterne kan give strategisk hjælp til virksomheder, der skal finde nye veje til omsætning. Det kan eksempelvis handle om ændringer i produktionen og udviklingen af deres forretningsmodel. Det er vigtigt, at vi får kigget fremad, så dansk erhvervsliv er klar på den anden side, og det er den røde tråd i dette gode tiltag fra Industriens Fond”.

Ud over den åbne rådgivnings-hotline, så efterspørger Industriens Fond også gode idéer fra aktører i og omkring dansk erhvervsliv:

”Netop nu, men også når pandemien aftager, står dansk erhvervsliv i en ny virkelighed fyldt med både udfordringer og muligheder. Det skal virksomhederne være parate til at udnytte. Derfor efterspørger vi nu projektforslag og idéer til virksomhedsnære hjælpeindsatser, som kan styrke virksomhederne nu og på den anden side af pandemien,” siger Thomas Hofman-Bang, og fortsætter:

“Variationen af projekter kan være ret stor. Det kan handle om genetablering på eksportmarkeder, nye efterspørgselsmønstre, digital forretningsudvikling, samt bæredygtig omstilling som en vej frem. Derudover vil der være behov for mere viden om hvordan erhvervslivet opnår større robusthed og omstillingsparathed i forhold til fremtidens globale kriser”.

Som led i Industriens Fonds samlede indsats kan aktører i dansk erhvervsliv derfor indsende projektforslag, der har til formål at styrke erhvervslivets konkurrenceevne i lyset af den nuværende krisesituation.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik