Teknovation Logo
robot

 
  • Fremadrettet kommer de to fag i 3D-print i metal med i industritekniker- og værktøjsmageruddannelserne.

20. juni 2019, kl. 07:16 

3D-metalprint er nu med i uddannelsen

Industritekniker- og værktøjsmageruddannelserne kommer fremadrettet også til at omfatte 3D-metalprint, meddeler Industriens Uddannelser.


Metalindustriens Uddannelsesudvalg, MI, har aktuelt udviklet to fag inden for 3D-print i metal til industritekniker- og værktøjsmageruddannelserne. Fagene skal imødekomme det stigende fokus på teknologien i industrien, meddeler Industriens Uddannelser, som MI hører under.

Fagene skal blandt andet gøre eleverne i stand til at betjene en 3D-metalprinter og fremstille maskin- og værktøjsdele ud fra tegningsmateriale. Eleverne får også i den forbindelse nærmere kendskab til de tilhørende Cam-simuleringsværktøjsløsninger.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


3D-print i metal vinder mere og mere frem i industrien, hvor teknologien bruges til at fremstille produkter og prototyper hurtigere og mere omkostningseffektivt. Den egentlige anvendelse af 3D-print i metal ude på virksomhederne er fortsat begrænset, men for at sikre at lærlingene er klædt på til den udvikling, der vil møde dem i fremtiden, har de nu mulighed for at vælge fag inden for området.

"3D-print er allerede ved at forandre produktionsprocesser i flere brancher. Eksempelvis er man i plastindustriens virksomheder nået langt med at introducere 3D-print i forbindelse med produktionen af støbeforme, hvilket kan være med til at øge produktiviteten væsentligt. Det er vigtigt, at virksomhederne har adgang til de kompetencer, der gør dem i stand til at udnytte den nye teknologi, og det er vi med til at sikre med de to nye fag," siger DI-chefkonsulent Michael Boas, der er medlem af Udviklingsgruppen for Industri & værktøj.

"Vi har allerede i dag to AMU-kurser inden for 3D-metalprint. Men, med den teknologiske udvikling, der sker, er tiden nu kommet til at iværksætte flere uddannelsestiltag på området. Derfor har det været vigtigt for os at udvikle to længere fag til industritekniker- og værktøjsmageruddannelserne, så fremtidens faglærte får en dybere viden om teknologierne og principperne bag 3D-metalprint. Når behovet stiger yderligere i branchen, vil vi også kunne udbyde dette som efteruddannelse til de industriteknikere og værktøjsmagere, der allerede er udlært," siger Torben Andresen Lindhardt, sekretær i Uddannelses- & IKT-Sekretariatet i Dansk Metal og medlem af Udviklingsgruppen for Industri & værktøj.

De to tilføjne fag er udviklet meget tidligt i implementeringsfasen af teknologien i industrien. Derfor vil der kun være få institutioner, der i starten kan udbyde fagene. Herningsholm Erhvervsskole har som den eneste erhvervsskole anskaffet sig en 3D-metalprinter, og de to fag bliver derfor som udgangspunkt afviklet der. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik