Teknovation Logo
robot

 
  • Det blev til uddelinger i størrelsesordenen 250 millioner i 2018, oplyser administrerende direktør Thomas Hofman-Bang, Industriens Fond, som venter et lignende niveau i indeværende år.

29. marts 2019, kl. 07:17 

Højt uddelingsniveau i Industriens Fond

En ændret strategi blæste ind over Industriens Fond i 2018. Fonden uddelte sidste år 255,5 millioner kroner til yderligere 50 projekter, der alle skal styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne, viser fondens årsregnskab og årsberetning for 2018.


Industriens Fond uddelte i 2018 godt 255,5 mio. kroner til 50 forskellige projekter, der på hver sin måde arbejder for at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Og netop dansk konkurrenceevne er det altoverskyggende fokus i den nye strategi som Industriens Fond vedtog i efteråret 2018. Strategien indeholder blandt andet en ny mission, og fem nye fokusområder.

”Med den nye strategi vil Industriens Fond fortsat sætte fokus på erhvervslivets konkurrenceevne. Det er den som er omdrejningspunktet i de bevilligede projekter, og vi arbejder stadigvæk for at styrke danske virksomheders position på det globale marked,” siger Sten Scheibye, der er bestyrelsesformand i Industriens Fond og fortsætter:

”Fonden kommer i stigende grad til at fokusere på mindre og mellemstore virksomheder. De kan udnytte nye teknologier og innovative løsninger i større omfang end vi ser det i dag, og så kan de i højere grad tage del i den globale økonomi – både når det gælder eksport, men også i forhold til at få adgang til ny viden og relevante kompetencer. Det kan og skal fonden hjælpe yderligere med i de kommende år.”

Blandt de 50 projekter, der blev sat i søen i løbet af det forgangne år, var flere i kølvandet på en temaindkaldelse om eksport og globale alliancer, som fonden udbød medio 2018:

”Uddannelses- og dannelsesprojektet Ultra:bit, et nyt bredt initiativ om servitization, og nye iværksættertiltag med blandt andet byudvikling, det maritime Danmark og rumteknologi i fokus. Bare for at nævne et par eksempler. Nu bliver det vigtigt hele tiden at evaluere hvordan det går med projekterne og hvilke positive forandringer de forhåbentlig fører med sig for danske virksomheder. Det kommer vi til at fokusere meget på,” siger administrerende direktør Thomas Hofman-Bang, Industriens Fond, og peger desuden på at globalt orienterede partnerskabsprojekter, eksport og blockchain-teknologien er emner der kommer til at fylde en hel del hos Industriens Fond gennem 2019.

Industriens Fond fik for 2018 et negativt årsresultat på 183,2 millioner. Resultatet betragtes som utilfredsstillende og skyldes først og fremmest et svært fjerde kvartal på aktiemarkedet:

”Industriens Fond har en investeringsstrategi med en risikoprofil, der sigter på at give et langsigtet afkast til understøttelse af en årlig uddelingsramme i niveauet 250 millioner I 2018 udviste markedet for specielt globale aktier en væsentlig negativ udvikling, hvilket i væsentlig grad påvirkede det samlede realiserede afkast. Det ændrer dog ikke i fondens uddelingsambitioner og målet er derfor også at uddele i omegnen af 250 mio. kroner i 2019,” siger Thomas Hofman-Bang.

Industriens Fonds årsrapport og årsberetning kan læses på fondens hjemmeside. Det samme gør sig gældende for den nye strategi og den tilhørende uddelingspolitik.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik