Teknovation Logo
robot

 
  • Forbundssekretær Kasper Palm, Dansk Metal, ser gerne, at regeringen involverer arbejdsmarkedets parter i arbejdet med at skabe en optimal tilskudsmodel for ungdomsuddannelserne.

8. januar 2019, kl. 07:02 

Prioritér kvalitet over samlebåndsuddannelser

Det er positivt, at regeringen lægger op til en reform af tilskudssystemet til ungdomsuddannelserne, som skal sikre, at alle unge får taget den rette uddannelse, mener man i Dansk Metal, der opfordrer til at prioritere kvalitet over samlebåndsuddannelser.


​Regeringens ungeudspil, der blandt indeholder en reform af tilskudsmodelen på ungdomsuddannelserne, får en positiv modtagelse i Dansk Metal, der mener, at det er et vigtigt og nødvendigt skridt at få kigget grundigt på, om man kan fordele midlerne klogere, så kvalitet og attraktive uddannelsesmiljøer i højere grad kommer i højsædet. Forbundssekretær Kasper Palm udtaler om udspillet:

”Det vigtigste er, at de unge får en kvalitetsuddannelse, som de kan komme videre med, hvad enten det er på arbejdsmarkedet eller i videre studier. Det skal man holde sig for øje, før der går for meget institutionspolitik i den”.

”Det er ekstremt svært at lave en økonomisk model, der understøtter kvalitet på en enkel og gennemsigtig måde. Hvordan måler man kvalitet? Er det på beskæftigelse? Eller er det på, at uddannelsesmiljøerne har de rigtige faciliteter? Eller er det på uddannelsernes evne til at løfte eleverne? Det er der behov for at diskutere grundigt igennem, og derfor er jeg glad for, at regeringen foreslår at nedsætte en ekspertgruppe, der skal se på området. Her er det bare vigtigt, at arbejdsmarkedets parter også bliver inddraget," påpeger Kasper Palm videre.

Der er flere interessante elementer i udspillet, for eksempel et henvisningstaksameter, som vil belønne gymnasier for at lede elever over til erhvervsuddannelserne:

”Jeg tror, at der er mange, der per automatik vælger en gymnasieuddannelse uden at tænke over, om det er rette for dem. Gymnasierne har imidlertid ikke været i stand til – eller haft incitament til – at vejlede eleverne videre, hvis de ikke er endt på rette hylde. Hvis vi kan presse gymnasierne til at hjælpe eleverne fremfor at holde på dem for enhver pris, så vil det være positivt,” siger Kasper Palm.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik