Teknovation Logo
robot

 
  • Svejsning var et af de emner, der blev behandlet, da stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller for nylig holdt seminar om rustfrie ståltyper.

27. september 2018, kl. 13:43 

Velbesøgt rustfrit-seminar

70 fagfolk fra industrien mødte frem for at blive klogere på rustfrie ståltyper, svejsning og efterbehandling ved en rustfrit teknikdag hos Lemvigh-Müller.


Der er stor interesse for viden om svejsning og efterbehandling af rustfrie materialer på et højt fagligt niveau i de danske industrivirksomheder.

Det blev understreget, da Lemvigh-Müller tidligere på måneden kunne samle tæt ved 70 fagfolk til et heldagsseminar med den nyeste viden inden for området, og det vækker glæde hos Lemvigh-Müller, fortæller firmaets produktchef Søren Ladefoged Pedersen.

Til seminaret havde Lemvigh-Müller blandt andet allieret sig med internationale eksperter fra svejseteknologivirksomheden Voestalpine Böhler Welding og rustfrit stål-producenten Outokumpu, som grossistvirksomheden arbejder tæt sammen med.

Martin Froulund Simonsen, Quality Manager og svejseansvarlig hos procesteknologivirksomheden Haarslev Processing Technology, er en af de fagfolk, som deltog. Han ser gerne flere lignende arrangementer i fremtiden:
”Et fagligt seminar viser mig, at jeg har valgt en samarbejdspartner, som jeg kan trække på, og som lytter til mig og aktivt går ind og hjælper med at løse de udfordringer, jeg kan komme til at stå med. På et seminar kan jeg få spørgsmål og få svar med det samme, så jeg får brugbar viden med hjem,” siger Martin Froulund Simonsen.

Han sætter også pris på muligheden for at netværke med fagfæller fra andre virksomheder:

”Det giver mulighed for at udveksle praktiske erfaringer og giver mig sparring og nye indtryk, som jeg ellers ikke ville have fået,” siger han.

Niels Peter Steffensen, der til daglig arbejder som teknisk chef hos HSM Industri, der designer, konstruerer og producerer stålkonstruktioner til blandt andet infrastruktur-, industri- og energianlægm glædede sig over et seminar, hvor især et indlæg om overfladebehandling efter svejsning gav ny viden og inspiration:

”Der skal et vist teknisk niveau til, før jeg rykker ud til et arrangement, og nogle gange er jeg kørt hjem og har følt, at jeg kunne have brugt min tid bedre hjemme på kontoret,” siger han.

Søren Ladefoged Pedersen forudser, at Lemvigh-Müller i fremtiden yderligere vil udvikle sine aktiviteter inden for teknisk vidensformidling:

”Det er ikke længere nok blot at kunne levere produkter. Vores kunder efterspørger i stigende grad også viden, som kan bidrage til at løfte deres kompetencer og deres produktivitet. I Lemvigh-Müller tror vi, at produkt- og teknologividen bliver en afgørende konkurrenceparameter i fremtiden, og vi arbejder konstant på at styrke vores interne viden og opbygge alliancer med de bedste eksterne eksperter,” siger han.

Lemvigh-Müller arrangerer hvert år cirka 200 kurser og seminarer inden for både specifikke tekniske og mere generelle vidensområder.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik