Teknovation Logo
robot

 
  • Det var i år Claus Jensen, der er formand for Dansk Metal, som overrakte prisen på vegne af ekspertkomiteen bag DI Prisen, til Jensen Denmark i forbindelse med Industriens Topmøde i Tap 1 i København. Her løfter direktør Morten Rask pris-kunstværket og glæder sig over hæderen sammen med Kathrine Holm Nilsson, HR & Shared Services Manager, begge fra JENSEN Denmark.

19. september 2018, kl. 07:14 

Pris for ekstraordinær lærlingeindsats

Tirsdag modtog JENSEN Denmark DI Prisen 2018, der uddeltes ved Industriens Topmøde. Virksomheden gør en helt særlig indsats for at uddanne klejnsmede, elektrikere, industrioperatører og mange andre faglærte.


Bornholmske JENSEN Denmark fra Rønne er en del af JENSEN-GROUP – verdens største producent af vaskerisystemer. Virksomheden har 600 ansatte, og de 60 er lærlinge og elever.

"Det er en virksomhed, som har gjort en stor indsats for at skabe opmærksomhed om erhvervsuddannelserne. Samtidig har de været gode til at dele erfaringer med andre virksomheder," siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal, som overrakte prisen på vegne af ekspertkomiteen bag DI Prisen.

Bornholmer-virksomheden leder efter kommende lærlinge i hele landet. Det sker via praktikpladsen.dk, Jobnet, Jobindex, direkte opkald til landets erhvervsskoler og en særlig Facebook-side rettet mod unge.

"Det virker. De unge kommer hertil fra hele landet, og det glæder mig virkelig. Vi har brug for dem, for en stor del af vores medarbejdere nærmer sig pensionsalderen," siger Kathrine Holm Nilsson, HR & Shared Services Manager hos JENSEN Denmark.

Virksomheden modtog prisen på DI Topmødet, der fandt sted i TAP1 i København. Det er tredje gang prisen uddeles, og den er i år målrettet virksomheder, som gør en særlig indsats for at uddanne faglærte.

"Det vigtigste er at få formidlet til de unge i grundskolen – og deres forældre – at gymnasiet ikke er den eneste vej. Faktisk er de unge stadig ’bare’ ufaglærte, når de er færdige med gymnasiet. Mens de med en erhvervsuddannelse får et svendebrev, løn som faglært og mulighed for at videreuddanne sig," siger Kathrine Holm Nilsson.

Ekspertkomiteen bag prisen har fem uafhængige eksperter. Den nominerede tidligere i år fem virksomheder, der skulle konkurrere om DI Prisen. Komiteen har derefter stemt på deres favorit. Det samme har DI’s medlemmer.

Med DI Prisen følger et diplom og et kunstværk, der er sponseret af Alexander Foss Industrifond.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik