Teknovation Logo
robot

 
  • Forbundsformand i Dansk Metal Claus Jensen er glad for langt de fleste initiativer i regeringens aktuelle udspil på erhvervsuddannelsesområdet.

13. september 2018, kl. 10:44 

Vigtigt skridt til flere faglærte

Regeringen har netop offentliggjort sit erhvervsuddannelsesudspil ”Fra folkeskole til faglært”. Initiativet får fuld opbakning fra fagforbundet Dansk Metal, der især tager godt imod brobygningen fra folkeskolen til erhvervsuddannelserne.


Folkeskolen skal nære elevernes håndværkerdrømme, lærere fra erhvervsuddannelserne skal undervise i folkeskolen, og vejledere skal klædes bedre på til at guide de unge mennesker i retning af de faglige uddannelser. Derudover skal der skabes mere attraktive ungdomsmiljøer på de faglige uddannelser. Dansk Metal bakker fuldt op om langt de fleste initiativer i regeringens udspil:

”Det har alt for længe været alt for svært at få flere unge mennesker ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Vi har i Metal i årevis kæmpet for en bedre overgang fra netop grundskolen til de erhvervsfaglige uddannelser, og derfor glæder det mig meget, at Regeringen nu fremlægger denne gennemarbejdede plan, der rent faktisk kommer med brugbare løsninger på problemet,” siger Metal-forbundsformand Claus Jensen.

I 2015 trådte erhvervsskolereformen i kraft. Den skulle få 25 procent af en ungdomsårgang til at vælge en erhvervsuddannelse. Men reformen har ikke virket efter hensigten, og i år har mindre end 20 procent valgt en erhvervsuddannelse.

”Det er enormt vigtigt, at de unge mennesker har mulighed for at danne sig et billede af, hvad en erhvervsuddannelse er, og hvilke muligheder en faglært vej giver. Med det nye udspil er der lagt op til en helt ny måde at integrere informationsarbejdet i folkeskolen, og jeg tror, initiativerne vil have en klar effekt, hvis de bliver gennemført, som der er lagt op til i udspillet. Det er meget positivt,” siger Claus Jensen.

Siden 2016 har erhvervsuddannelserne været underlagt markante besparelser via ’omprioriteringsbidraget’. Det gør regeringen nu op med ved at tilføre to milliarder kroner til uddannelserne over de kommende fire år.

”Det er meget vigtigt, at erhvervsskolerne kender budgetterne de kommende år, så de kan investere i ny teknologi og flere dygtige undervisere og ikke skal hoppe fra tue til tue, som de har skullet de seneste år. Så herfra skal der lyde stor ros for, at Regeringen har lyttet til vores appel om at droppe besparelserne på erhvervsuddannelserne og i stedet styrker dem,” siger Claus Jensen.

Erhvervsuddannelsesudspillet lægger også op til en mere aktiv praktikpladsindsats. Det har også i mange år været et kardinalpunkt for Dansk Metal:

”Nu er det vigtigt, at vi får virksomhederne med på vognen, så de opretter nogle flere praktikpladser. Når vi forhåbentligt får flere ind på erhvervsuddannelserne, er det vigtigt, at der også er praktikpladser at få. For virksomhederne er det jo en investering i fremtiden, så det burde være indlysende, at de fleste virksomheder kan tage flere lærlinge,” siger Claus Jensen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik