Teknovation Logo
robot

 
  • En faglært uddannelse er et rigtig godt fundament. Og ved at videreuddanne sig, kan man skabe sig et andet arbejdsliv ved at bygge ovenpå, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

19. marts 2018, kl. 10:04 

Videreuddannelse giver gevinster

En aktuel analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Dansk Metal viser, at der er økonomiske fordele for både samfund og den enkelte ved at uddanne sig i løbet af sit arbejdsliv.


Helt generelt er det sådan, at jo mere uddannelse man tager, jo højere løn får man.

Det gælder også for faglærte. Højere beskæftigelsesfrekvens og højere løn er nogle af gevinsterne, hvis man som faglært videreuddanner sig, og statskassen nyder også godt af et uddannelsesløft af Danmarks faglærte, viser aktuel analyse, der har sammenlignet faglærte Metalmedlemmer, som har taget en videreuddannelse, med medlemmer, der ikke har.

"En faglært uddannelse er et rigtig godt fundament at bygge ovenpå. Den praktiske erfaring, som de faglærte har med sig i bagagen, kan sagtens bruges i nye og andre uddannelser. Når vi har regnet på fordelene ved at videreuddanne sig, så er det jo bestemt ikke for at tale folk væk fra at tage de faglærte uddannelser. Målet er at vise, at muligheden for at skabe sig et andet arbejdsliv ved at bygge ovenpå er til stede og kan være en gevinst," siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby. 

Analysen viser, at de faglærte, der har taget en videreuddannelse, i gennemsnit tjener cirka 6000 kroner mere om måneden, end de der ikke har videreuddannet sig. Derudover stiger beskæftigelsesfrekvensen for gruppen af videreuddannede med otte procentpoint, og Staten får højere skatteindtægter og mindre udgifter til overførsler.

"Industrien er afhængig af, at medarbejderne hele tiden opdaterer sig på den nyeste viden og uddanner sig i et tempo, der gør, at produktionen kan følge med den teknologiske udvikling i branchen. Det kan være igennem AMU-kurser, eller ved at tage tillægsuddannelser inden for sit område. Det kan også være at løfte sig fra ufaglært til faglært. I analysen her har vi dog kigget på, hvad det betyder for den enkelte at tage en helt ny uddannelse. Det kan for eksempel være en industritekniker, der videreuddanner sig til maskinmester," siger Thomas Søby.

Analysen er gennemført blandt 1.196 jern- og metalarbejdere, der har fuldført en videregående uddannelse i perioden 2005 til 2007. Det er analyseret, hvordan de uddannelsesløftede faglærte har klaret sig, når man ser på deres efterfølgende beskæftigelse, indkomst og nettobidrag opgjort som skattebetaling i forhold til overførsler.

"Det absolut største velstandsløft for den enkelte og samfundet som helhed vil være, hvis vi får løftet langt flere ufaglærte ind på de faglærte uddannelser. Men når vi kigger på industriens udvikling over tid, så er der heller ingen faglært, der kan regne med at tage en uddannelse og så lave det samme i 50 år. Det har egentlig altid været mantraet i Metal. Vi har en klar agenda i, at vores medlemmer skal uddanne sig igennem hele deres arbejdsliv," siger Kasper Palm, der er forbundssekretær i uddannelsessekretariatet Dansk Metal.

Analysen, der er lavet for Dansk Metal af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at den gennemsnitlige beskæftigelsesfrekvens forbedres fra cirka 85 procent til cirka 93 procent, når faglærte med en jern- og metaluddannelse tager en videregående uddannelse.
 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik