Toggle Nav
Min kurv

OSG Scandinavia og Tungaloy Scandinavia indgår stærkt partnerskab

Med afsæt i de japanske dyder om grundighed, præcision og kvalitet indgår OSG Scandinavia og Tungaloy Scandinavia i et stærkt samarbejde, der pr. 1. maj 2022 gør OSG til eneleverandør af vendeskærsværktøj fra Tungaloy på det danske marked.

OSG Scandinavia er blandt de førende leverandører af solide skærende værktøjer til den danske metalindustri. Med det eksklusive samarbejde med Tungaloy Scandinavia kan OSG fremover tilbyde det danske marked en unik detaljegrad i forhold til kvalitetsprodukter og servicering inden for både solide og vendeskærsværktøjer.

Tungaloy er en af verdens førende producenter af vendeskærsværktøjer og ifølge Peter Jørgensen, der er administrerende direktør hos OSG Scandinavia, så styrker det nye samarbejde OSG med en lang række kundefordele.

”Vi er meget glade og stolte over at have landet en eksklusiv aftale med Tungaloy på det danske marked. Tungaloy er særligt interessante for os, da de har hele værdikæden internt, hvilket vidner om, at de producerer værktøj af højeste kvalitet. Samarbejdet med Tungaloy supplerer OSG med nye muligheder inden for vendeskærsværktøjer, og som totalleverandør vil vores kunder opleve en videnssynergi, som ikke findes andre steder”, udtaler Peter Jørgensen.

Sammen om japansk grundighed og øje for præcision

Glæden ved aftalen med OSG Scandinavia er i høj grad gengældt hos Jan Hjelseth, der er administrerende direktør hos Tungaloy Scandinavia. OSG og Tungaloy komplementerer hinanden på flere parametre og ifølge Jan Hjelseth, er der en forventning om, at det er noget, som kunderne vil kunne mærke i deres produktion.

”Kendskabet til OSG igennem 25 år og den fælles japanske filosofi gør samarbejdet med OSG til et perfekt match for os. OSG er kendetegnet ved teknisk dygtige mennesker, der arbejder for at optimere produktionen hos den enkelte slutbruger. Denne tekniske viden får brugere af Tungaloys produkter nu gavn af – og det bliver en stor styrke for deres produktion”, fortæller Jan Hjelseth.

OSG kommer som følge af aftalen med Tungaloy til at blive totalleverandør inden for skærende værktøj. Tilgangen er tæt samspil med kunderne ved at stille den bedste viden, den bedste service og udvikle det bedst mulige samarbejde hele vejen rundt om slutbrugerne.

Se mere om Tungaloy her >

 

OSG er Tungaloy forhandler i Danmark