Teknovation Logo
robot

 
  • Fra venstre er det her produktionsdirektør Thomas Timmermann og direktør Henrik Holvad, Rival.

4. marts 2024, kl. 13:42 

Industrie 4.0-tiltag kræver læring og vedholdenhed

Vejen mod Industrie 4.0 er brolagt med læring, vedholdenhed og sund skepsis fremhæver maskinfabrikken Rival A/S.


Rival fremhæver aktuelt en række aktuelle tiltag på digitaliseringsfronten, der betegnes som meget vigtige elementer på virksomhedens rejse fra en 'maskinfabrik' til en 'industrie 4.0-virksomhed'.

Ifølge produktionsdirektør Thomas Timmermann, er alle digitale tiltag til for at bidrage med at øge antallet af spindeltimer, hvor der produceres emner.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Strategien har affødt dét, han betegner som et aktuelt kæmpe projekt, døbt Advanced Digital Manufacturing.

Her arbejdes der målrette på at få flere spindeltimer til rådighed ved at trække de uproduktive opstarts- og indkøringstimer væk fra maskinen og ind på kontoret.

Konkret er firmaet ved at implementere softwareprogrammet Vericut til simulering af CNC-bearbejdning såvel som producenten af værktøjsopmålingssystemer Zollers' management system til styring af alle værktøj.

Det er en helt ny måde at tænke og arbejde på og afgørende tiltag i rejsen mod Industri 4.0, understreger han.

Direktør Henrik Holvad uddyber, at den fremtidige udvikling vil kræve, at virksomheden på flere områder ændrer adfærd.

Det gælder eksempelvis i forhold til devisen om 'én mand én maskine', der skal forandres til 'én mand flere maskiner'.

Blandt andet skal opstart og indkøring af emner flyttes væk fra selve rummet omkring maskinen, som optimalt set kun skal producere færdige emner og derme øge spindeltid, påpeger han.

Retningsændringen er nyt for ikke mindst firmaets mest rutinerede medarbejdere, hvis kultur er stærk funderet i kloge hænder og unikke håndværksmæssige kompetencer, der er opbygget gennem en lang årrække.

Det er kompetencer, der ikke kan undværes, understreger Henrik Holvad, men som med omhu skal integreres i den fælles fremtid, samtidig med at digitaliseringen øges.

For de yngre medarbejdere, direktøren betegner som 'digitalt indfødte' og vigtige drivere i udvikling, handler det om at skabe en stolhed over at opleve det særlige, værdifulde teamwork mellem generationerne, hvor det går at drage nytte af hinandens kompetencer.

Som ved alle andre forandringer er der også en naturlig skepsis og spørgsmålstegn til flere af de aktuelle tiltag, erkender Henrik Holvad.

Han understreger dog, at det er en naturlig del af firmaets udviklingsproces og en værdifuld mulighed for at få diskuteret alternativer, drage læring og i fællesskab nå frem til de allerbedste løsninger på vejen mod at blive en Industri 4.0 virksomhed.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 

   

 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik