
29. februar 2024, kl. 14:54
Et MADE-kickstartprojekt med DAMRC leverede viden til design af en stabilisator til producenten Maxars' fræseværktøj til efterbehandling af svejsninger. Potentialet er kæmpestort ikke mindst inden for fremstilling af tårne til havvindmølleindustrien, fremhæves det.
Producenten af skræddersyet produktionsudstyr som valselinjer og automatiske sorteringsanlæg Maxars i Pandrup er aktuelt i gang med også at udvikle en fræserobot til efterbehandling af svejsninger.
I den forbindelse har virksomheden netop været med i et Manufacturing Academy of Denmark, MADE Kickstartprojekt, hvor de fik 30 timers sparring med eksperter fra Danish Advanced Manufacturing Research Center, DAMRC, til at gennemføre en række vibrationsmålinger på den nyudviklede maskine.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Ønsket var at undersøge mulighederne for at opnå mere stabile bearbejdningsdata med henblik på at minimere vibrationers påvirkning af kvaliteten af fræsningen og levetiden på værktøjer.
Nærmere bestemt fik firmaet hjælp til at designe en stabilisator, der kan monteres omkring selve fræseværktøjet.
Ifølge Maxars-projektleder Morten Flatau var projektet så vellykket, og der nu er søgt patent på løsningen, som forventes i væsentlig grad at forbedre stabiliteten og dermed markant reducere risikoen for resonansvibration i bearbejdningsprocessen.
Endvidere gav det kortvarige projekt MMV’en mod på mere innovation og åbnede firmaets blik for de store midler, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse blandt andet sammen med EU’s Regionalfond sætter i spil gennem MADE, påpeges det.
I den forbindelse har virksomheden nyligt igangsat et MADE Demonstrationsprojektet sammen med FORCE Technology og Teknologisk Institut, der skal dokumentere, at robotfræseren reelt præsterer defektfri geometrisk forbedring af svejsninger i stålkonstruktioner.
Maskinen gør det nærmere bestemt muligt at øge svejsningers styrke med omkring en faktor 1,5, fremhæves det.
“Hvis alt går vel, vil demonstrationsprojektet vise, at vores fræserobot leverer ensartet og fejlfri geometrisk forbedring af svejsesømme i monopæle, overgangsstykker og tårne til opførelse af havvindvindmølleparker – og det vil den forresten gøre 20 gange hurtigere og ned til 20 procent af prisen sammenlignet med nuværende manuel praksis,” udtaler Morten Flatau, ifølge MADE, og tilføjer:
”Produktion af fundamenter og tårne til 2.700 af Vestas’ største turbiner kræver cirka 10 millioner meter svejsning (lig Europa-Kommissionens Wind Charter-mål om opstiling af havvind hvert år frem mod 2030 ifølge MADE, red.). Det vil have en stor betydning, hvis vi kan levere på ét af de svage led i fremstillingen her - nemlig ved at gå fra manuel til automatisk efterbehandling og styrkeforøgelse af svejsninger".
MADE’s chefkonsulent i Aalborg, Henning Ole Hedeland, fremhæver teknologien som en potentiel gamechanger:
”Maxars har udviklet en vildt innovativ maskine, der aldrig er set før. Den kan automatisk fræse svejsninger i fundamenter og tårne til havvindmøller og vil være en sand game changer,” konstaterer han, ifølge den nationale klynge-organisation.