Teknovation Logo
robot

 
  • 5.-klasseelever fra Aabybro Skole ses her arbejde med engineering-forløbet ”Alarm, vandet stiger” på Engineering Day for mellemtrin i november 2023. (Foto: Engineering i Skolen)

5. februar 2024, kl. 10:26 

Millioner til at styrke 40.000 elevers praksisfaglighed

Villum Fonden og Novo Nordisk Fonden bevilger nu næsten samlet 31 millioner til den nationale programindsats "Engineering i Skolen". De næste fire år skal elever i 30 kommuner motiveres og rustes til virkelighedsnære naturvidenskabelige problemer.


Villum Fonden og Novo Nordisk Fonden har doneret samlet 30,8 millioner kroner til den nationale programindsats "Engineering i Skolen", som over de næste fire år skal kompetenceudvikle 1.000 lærere og mere end 40.000 elever. Målet er at styrke elevers praksisfaglighed i naturfagene, matematik samt håndværk og design gennem blandt andet materialekendskab, håndværksfærdigheder, forløbsudvikling og Engineering Day. Fondsopbakningen vækker glæde i Engineer the Future, der er en bred alliance af teknologistærke virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer:

"Vi har brug for alle børn i science og teknologi, og det kræver en undervisning, hvor der er er plads til forskellige måder at tænke på. Vi er meget taknemmelige for fondsopbakningen, som skaber rammerne for, at endnu flere elever kan udvikle praksisfaglige kompetencer, når de arbejder med autentiske problemstillinger i engineering-designprocesser. Det skal være springbræt for, at flere bliver faglærte eller kandidat inden for ingeniørfaget, science eller IT," siger konstitueret direktør Katja Teilmann.

I Novo Nordisk Fonden, som ønsker at styrke børn og unges interesse, viden og kompetencer inden for naturvidenskab og teknologi, ser man også et stort potentiale i indsatsen:

"Ved at koble elevernes praksisfaglighed med naturfaglig viden og problemløsning er "Engineering i Skolen" med til at motivere en bredere kreds af børn og unge. Samtidig kan det hjælpe til at klæde eleverne bedre på i forhold til at vælge en erhvervsrettet uddannelse med naturfagligt og teknisk indhold, hvad enten det er som faglært eller som kandidat. Vi er derudover glade for de mange partnere, der indgår i projektet og bidrager til udvikling, implementering og forankring af kompetenceudviklingen af lærere og elever," siger Senior Vice President Berith Bjørnholm, Education & Outreach i fonden

Villum Fonden har støttet de to første faser af "Engineering i Skolen", og programchef for Børn, unge og science, Ole Laursen, stemmer i:

I" Villum Fonden er vi glade for at støtte engineering-undervisning i en tredje periode. Evalueringen viser, at både børn og undervisere beriges af den virkelighedsnære, praktiske og undersøgende undervisning. Derfor er det vigtigt, at Engineering i Skolen bliver tilgængeligt og udbredt til flere børn, undervisere og skoler," siger Ole Laursen.

Projektet gennemføres i et partnerskab mellem Engineer the Future, Naturvidenskabernes Hus, Dansk Metal og professionshøjskolerne KP, VIA, Absalon og UCS. I samarbejdet indgår desuden kommunerne, erhvervsskolerne TEC og EUC Nord samt Astra, Naturfagsakademiet NAFA, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og de faglige lærerforeninger for matematik, naturfag, biologi, geografi samt håndværk og design.

At engineering fremmer elevers engagement i naturfag, er veldokumenteret. Det viser en evaluering af Engineering i skolen foretaget af det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd blandt over 2.000 elever og 200 lærere i perioden 2020 til 2022. Engineering giver lærerne et redskab til at løfte kvaliteten af deres undervisning, og 83 procent af lærerne mener, at engineering øger elevernes undersøgelseskompetence, mens 94 procent har implementeret engineering-forløb i deres årsplaner.

Vigtigheden af, at teoretisk undervisning går hånd i hånd med en praksisfaglig, understreges af Lise Tingleff Nielsen, chef for grundskoleområdet på Danmarks Evalueringsinstitut, som har arbejdet med praksisfaglighed i forskellige undersøgelser og projekter:

"Det motiverer eleverne, når de arbejder med noget praktisk og konkret og samtidig får mulighed for at tænke og reflektere. Den mere praksisfaglige tilgang til undervisning er imidlertid længe blevet nedprioriteret til fordel for en mere stillesiddende undervisning. Der er brug for en målrettet indsats og ressourcer i form af fokus på lærernes kompetenceudvikling, de lækre materialer og de gode lokaler. Det er derfor en god nyhed, at der sættes flere midler til området," siger Lise Tingleff Nielsen.  


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 

   

 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik