Teknovation Logo




www.teknovation.dk > Nyheder
  • Cookies politik
  • English
 

HydraSpecma er klar til vækst i vindmølleindustrien

  • HydraSpecma forventer en markant vækst i vindmøllebranchen fra 2025.

5. februar 2024, kl. 08:18 

HydraSpecma, der har Schouw & Co. som hovedaktionær, har med opkøbet og integrationen af vinddivisionen fra Ymer Technology styrket platformen som udviklingspartner for en række førende turbineproducenter, og forventer en markant vækst i vindmøllebranchen fra 2025.


Der bliver etableret væsentligt flere vindmølleparker på land og offshore i de kommende år, og den danske industrivirksomhed HydraSpecma er nu for alvor klar til vækst i virksomhedens Renewables-division. Virksomheden har styrket sin position som leverandør til vindmølleindustrien efter en vellykket integration af den svenske industrikoncern Ymer Technologys vinddivision, som blev overtaget for godt et år siden. Samtidig er potentialet nu endnu større i de kommende år – ikke mindst i lyset af den seneste aftale fra COP28 i Dubai, hvor parterne blev enige om en tredobling af vedvarende energi frem mod 2030.

HydraSpecmas Renewables-division dækker en bred vifte af vindmølleindustriens behov inden for udvikling og produktion af systemer til køling, smøring, filtrering og pitchregulering samt af slanger og rørlednings-artikler. Virksomheden vil i de kommende år nyde godt af, at kunderne i stigende grad vil have leverandører, der er med til at udvikle løsninger inden for blandt andet teknologi, montage og moduler. Derudover kan HydraSpecmas løsninger også benyttes i forbindelse med solcelleanlæg og Power-to-X-projekter, PtX.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Vi mærker allerede stor interesse for vores produkter, og vi forventer markant vækst i vindmølleindustrien fra 2025. Vi er nu klar til at øge aktiviteten, da vi både har kapaciteten og kompetencerne til at imødekomme kundernes forventninger og kan levere totalløsninger globalt, hvor vi er med hele vejen fra udvikling af prototyper til serieproduktion," siger administrerende direktør Morten Kjær fra HydraSpecma.

HydraSpecma har i mange år specialiseret sig i smørings- og filtreringssystemer samt pitchhydraulik, men med integrationen af Ymer Technologys vinddivision er køling af blandt andet gear, convertere og generatorer samt konditionering af vindmøllers naceller blevet en del af virksomhedens forretningsområde:

"Det betyder, at vi har en stærk platform for vækst, fordi vores kunder, som er alle de førende vestlige turbineproducenter, lægger mere ansvar ud i værdikæden og vil samarbejde med leverandører, der har de nødvendige kompetencer. Samtidig har vi et fleksibelt og globalt produktionsapparat, der gør os attraktive at samarbejde med," siger Morten Kjær, der forventer en markant vækst i vindmøllebranchen fra 2025.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 


 

 

 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik