
19. januar 2024, kl. 17:32
Dette års vinder af Danish Tech Challenge er Clair Scientific, som har udviklet et State-of-the-Art digitalt mikroskop. Det blev fredag eftermiddag hyldet ved et festligt awardshow i København, hvor den ambitiøse vindervirksomhed modtog Industriens Fonds Iværksætterpris og den medfølgende præmiecheck på 500.000 kroner.
Med et mikroskop, som er baseret på den seneste billedteknologi og kunstig intelligens, AI, vil Clair Scientific gøre laboratorieudstyr mere tilgængeligt. Mikroskopet er halvt så stort som almindelige mikroskoper og koster kun en fjerdedel, oplyser de to stiftere bag Clair Scientific, som arbejder ud fra en filosofi om at det skal være muligt for alle at gøre nye opdagelser inden for Life Science. På den måde kan flere teknologier og lægemidler, som hurtigere kan komme på markedet og gavne mennesker overalt i verden.
”Vi er helt overvældede og overraskede. Det har været en fed oplevelse at være med i Danish Tech Challenge og at få lov at pitche på scenen. Nu skal vi ud og bruge penge på at ansætte flere folk, der kan hjælpe os med at sælge. Vi har et produkt, og nu skal vi ud og nå så mange som muligt. Som forskere har vi selv stået i den situation, hvor vi gerne ville have noget, der virkede, og betale minimalt med penge for det. Vi har selv haft laboratorier, som vi skulle køre, og som vi skulle købe udstyr til. Derfor har vi udviklet noget, som vi selv gerne ville have haft,” siger de glade vindere og co-foundere i Clair Scientific, Anders Clemen Jakobsen og Hugh Simons.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
”I DTU Science Park beskæftiger vi os hver eneste dag med højteknologiske virksomheder, og mange af dem arbejder med hardware. Derfor ser vi det som vores naturlige opgave at hjælpe denne type virksomheder. Vi kender deres udfordringer og kan med Danish Tech Challenge sætte de helt rigtige ressourcer i spil, der kan hjælpe den enkelte virksomhed ud over rampen. Det er nogle enormt spændende teknologier, som vi har set i årets deltagerfelt, og det gør os stolte, når vi kan se, at vores hjælp gør dem til mere robuste virksomheder,” siger Steen Donner, CEO i DTU Science Park.
Årets award show var lidt af en milepæl. Sædvanen tro kunne årets vinder kåres og modtage Industriens Fonds Iværksætterpris. Men derudover blev det også fejret, at Danish Tech Challenge har ti års jubilæum og kan bryste sig af, at 200 startups har været igennem programmet:
”Iværksætteri er en svær disciplin. Og for hardwareiværksættere er vejen fra god idé til global omsætning særligt vanskelig. Derfor glæder det mig, at vi med Danish Tech Challenge har designet et attraktivt og relevant acceleratorforløb, der skaber værdi og konkurrenceevne hos en masse iværksættere og hjælper dem med at vokse,” siger Industriens Fonds bestyrelsesformand Lars-Peter Søbye, og fortsætter:
”Vi kommer til at fokusere yderligere på iværksætteri fremadrettet og arbejder hele tiden med at skabe fremtidens danske erhvervssucceser. Nye virksomheder bidrager nemlig til et dynamisk og innovativt dansk erhvervsliv, og iværksætterne er særligt gode til at udnytte ny teknologi og designe forretningsmodeller der peger langt ud i fremtiden – og den udvikling vil vi naturligvis gerne bidrage til”.
Forberedelserne til næste udgave af Danish Tech Challenge er i fuld gang og vækstparate hardware-iværksættere kan derfor allerede nu kontakte programmet, med henblik på at deltage.