
17. januar 2024, kl. 12:08
Mekoprint Holding A/S opnåede i 2022/23-regnskabsåret, der netop er blevet offentliggjort, en fortsat vækst i omsætningen på 5 procent til 763 millioner kroner, hvilket er rekord for koncernen.
Ifølge Mekoprint Holding A/S-ledelsen så var året ikke mindst præget af store strategiske investeringer på over 100 millioner kroner i teknologi og opkøb for at styrke virksomhedens position som udviklingspartner for kunderne samt en målrettet bæredygtighedsindsats.
På kundesiden oplevet virksomheden en opbremsning i efterspørgslen på mange kunders eksisterende produkter, og årets resultat landede på 27 millioner kroner, hvilket er en reduktion på 18 millioner kroner i forhold til året før.
Til gengæld har der været stor aktivitet i forhold til udviklingsbehov fra både eksisterende og netop tilkomne kunder, fremhæves det.
Derudover er der foretaget to store opkøb inden for drejning i form af Microturn i Humlebæk og HMI-specialisten Seritronic, der har gjort det muligt at fortsætte væksten.
Endelig er der foretaget investeringer inden for bæredygtighed med henblik på energioptimering, etablering af solcelleanlæg og udfasning af naturgas, konstateres det.
Virksomhedens mål er at blive CO2-neutral i 2025.