Teknovation Logo
robot

 
  • Rival-produktionsdirektør Thomas Timmermann (t.v.) og -direktør Henrik Holvad (t.h.) har erfaret, at læring omkring Industrie 4.0 skal kombineres med vedholdenhed og sund skepsis.

13. december 2023, kl. 09:42 

Industrie 4.0 kræver vedholdenhed og sund skepsis

Digitalisering er et vigtigt element på Rivals rejse fra ”maskinfabrik” til ”Industrie-4.0-virksomhed”, hvor viljen til læring skal kobles med vedholdenhed og sund skepsis, fremhæver virksomhedens produktionsdirektør Thomas Timmermann.


Det er afgørende for Rivals konkurrencekraft, at virksomheden lykkes med at øge antallet af spindeltimer. Det er alene de timer, som kunderne vil betale for, konstaterer virksomhedens produktionsdirektør Thomas Timmermann:

”Vi er midt i et kæmpeprojekt, som vi har døbt ”Advanced Digital Manufacturing”. Det er et projekt hvor vi har fokus på at få flere spindeltimer til rådighed ved at trække de uproduktive opstarts- og indkøringstimer væk fra maskinen og ind på kontoret," siger Thomas Timmermann.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Virksomheden er i færd med at implementere softwareprogrammet Vericut til simulering af CNC-bearbejdning, samt et Zoller-managementsystem til styring af alle værktøjsløsninger:

"Det er en helt ny måde at tænke og arbejde på hos os og afgørende tiltag i vores rejse mod Industrie 4.0,” understreger Thomas Timmermann, der suppleres af virksomhedens direktør Henrik Holvad:

”I 2023 har vi arbejdet intensivt på at styrke fundamentet under vores forretning med særlig fokus på vores processer, medarbejdere og den værdiskabende kultur, som kendetegner RIVAL. I 2024 vil vi tage det næste naturlige skridt i udviklingen af vores virksomhed – et stort skridt i udviklingen mod Industri 4.0,” siger Henrik Holvad, og fortsætter:

”Vi ved, den fremtidige udvikling vil kræve, at vi på flere områder ændrer adfærd. Det gælder fx fra ”én mand én maskine” til ”én mand flere maskiner” – herunder skal vi flytte opstart og indkøring af nye emner væk fra vores maskiner, som optimalt set kun skal producere færdige emner, og øge vores spindeltid".

For de mest rutinerede medarbejdere, hvis kultur er stærk funderet i deres "kloge hænder" og håndværksmæssige kompetencer, skal man nu integrere øget digitalisering:

"Vores yngre medarbejdere er ”digitalt indfødte” og vigtige drivere i vores udvikling. Vi er stolte af at opleve det særlige, værdifulde teamwork mellem generationerne på vores arbejdsplads, når man anerkender og drager nytte af hinandens kompetencer," konstaterer Henrik Holvad.

”Der er således en stor vilje i hele organisationen til at tage del i udviklingen. Det er indarbejdet i vores kultur. Som ved alle andre forandringer er der også en naturlig skepsis ved og flere spørgsmålstegn til flere af de nye tiltag. Det er en naturlig del af vores udviklingsproces og en værdifuld mulighed for at få diskuteret alternativer, drage læring og i fællesskab nå frem til de allerbedste løsninger. Vi ser frem til at tage de næste skridt på vejen mod at blive en Industrie 4.0 virksomhed,” konstaterer Henrik Holvad.  


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 

   

 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik