
21. april 2023, kl. 07:52
I et MADE-projekt har Winther Mould Technology, undersøgt, om de aggressive kemiske substanser, der anvendes til fjernelse af belægninger på sprøjtestøbeværktøj, er skyld i at renoverede værktøjer holder kortere end nye.
Når sprøjtestøbeværktøj ikke længere lever op til den ønskede ydeevne i støbeprocessen hos en kunden, foretager Winther Mould Technology, WMT, en renovering, der blandt andet indebærer, at den førnævnte overfladebelægning fjernes, før der kan påføres en ny.
Ifølge Managing Mould Designer hos WMT, Mads Rytter, så oplever virksomheden, at renoverede værktøjer i visse tilfælde har en kortere levetid end nye.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Mistanken har hidtil gået på, at det kan skyldes den del i renoveringsprocessen, der handler om fjernelse af den gamle belægning.
”Belægningen fjernes jo ved hjælp af en ret aggressiv kemi, der i visse tilfælde kan angribe det underliggende grundmateriale, så vi tror, at der er tale om mikroskopiske skader på stålet, som er årsag til den kortere levetid,” siger han.
Med henblik på at finde årsagen til problemet blev en række forskellige værktøjer i det MADE-projekt undersøgt med optiske mikroskoper og elektronmikroskoper med hjælp fra Teknologisk Institut.
Ønsket var at se, hvilken indflydelse renoveringsprocessen potentielt havde på overfladens struktur.
Hos Teknologisk Institut, var det seniorkonsulent, Kristian Rechendorff, der tog sig af opgaven med analysen af værktøjerne:
”I vores analyser af overfladen undersøgte vi forskellige aspekter. Her var det tydeligt – men ikke overraskende – at renoveringen medfører mikroskopiske skader på grundmaterialets overflade. Derudover har vi kigget nærmere på nogle af de makroskopiske skader, der var på værktøjet," siger han, og fortsætter:
"Forventningen var, at disse skader skyldtes, at coatingen var blevet slidt af, og at dette på en eller anden måde var relatereret til renoveringsprocessen. Men vi fandt ud af, at det faktisk skyldtes aflejringer, og at coatingen var intakt nedenunder disse skader. Derfor er det sandsynligvis ikke selve coatingen, der er årsagen til, at værktøjerne ikke støber lige så godt efter renoveringsprocessen.”
Ifølge parterne, så har Mikroskopi-analyserne giver WMT en bedre indsigt i problemet, og med den viden, kan virksomheden nu gå videre til andre tiltag for at løse problemet, konstateres det.
